Gripla - 01.01.1982, Side 145

ÁRET 1164 FOR MAGNUS ERLINGSSONS KRONING 141
Vel var Brandr præst og sikkert en meget lærd mand; men hans ud-
nævnelse má fprst og fremmest betragtes som politisk. Han hprte til
toppen inden for det islandske hpvdingevælde, og det var den national-
kirkelige politik, han stod som talsmand for igennem hele sin lange
bispetid. Den sædvanlige fremgangsmáde ved en bispevielse var, at den
ærkebiskop, som skulle vie en islandsk biskop, lod electus opholde sig
hos sig i sá pas lang tid, at han kunne forvisse sig om, at bispeemnet var
i besiddelse af tilstrækkelige kvalifikationer til at beklæde det hpje
embede, báde hvad angik uddannelse og menneskelig egnethed. Det
hurtigste forlpb vi kender for en islandsk biskops opnáelse af vielse var,
at den págældende sejlede udenlands i den selvsamme sommer som han
blev ‘kprinn’ af Lögrétta, opholdt sig den fplgende vinter hos sin ærke-
biskop og blev viet det páfplgende forár, hvorefter han drog hjem til
Island. Mindre end et ár kunne der sáledes næppe gá fra valget pá en
altingssession og til biskoppen efter sin vielse var hjemme igen og der-
med kunne indtræde formelt i sit embede. Vi má sáledes afvise den
gængse tolkning af teksten i Hungrvaka, idet det pá forhánd kan ude-
lukkes, at Brandr Sæmundarson efter at være ‘kprinn’ af Lögrétta i som-
meren 1163 skulle være blevet viet til biskop i Norge i september samme
sommer.
Den gængse tolkning af teksten i Hungrvaka beror pá en manglende
erkendelse af, at denne sagas forfatter ikke inden for den enkelte biskops
embedsperiode opretholder det annalistiske princip om ársinddeling af
beretningen, eller dog en systematisk angivelse af tidsforlpbet mellem
de skildrede begivenheder. Det ville sikkert have været ganske nemt for
Hungrvakas forfatter at fplge det annalistiske princip fuldtud, idet han
tydeligvis var hjemmehprende i Skálholt og má have haft bispesædets
arkiv til disposition. I stedet npjes han med ved afslutningen af hver
netop i 1163 har næppe været fremmende for en lynhurtig vielse af biskop Brandr.
Ydermere var 0ystein i sine tidligste embedsár en nærmest fanatisk Gregorianer,
og hans reformiver kan næppe formodes at have fundet en forkæmper i biskop
Brandr. Báde konge og ærkebiskop skulle i Norge give grpnt lys for vielsen af et
bispeemne, ogsá fra Island. Manglede tilslutning fra den ene af de to instanser,
kunne fplgen blive som i tilfældet Þorlákr af Skálholt; dette usædvanligt h0jt kvali-
ficerede bispeemne mátte vente i nogle ár pá sin vielse ude i Norge, fordi Erling
skakkes godkendelse lod vente pá sig. Alle disse nævnte forhold bevirkede, at for-
udsætningerne for en hurtig vielse af biskop Brandr ikke var til stede. Og hertil
kom sá den i dette ár fuldstændig uoverskuelige situation inden for den internatio-
nale kirke som fplge af paveskismaet.