Gripla - 01.01.1982, Qupperneq 230

226
GRIPLA
skrift for Filologi, Tredie Række, Attende Bind, Kbh. 1909-1910, pp.
37-46.
Ligesom ved sagaen gives herefter et handlingsreferat af rimerne; de
relevante afsnit er kursiverede:
En dansk kongespn, Jón, er dygtig som skilober, jæger og svommer;
kongen holder en fest, hvor Jón slás til ridder og fár en fin hest; inden han
rider afsted pá den aflægger han lofte om aldrig at lade sig hindre i at ride
frem. Han kommer til en skov og senere til en borg med stærke mure om,
hvorindenfor ligger en grum, giftsprydende drage, som Jón gennemborer
med sit spyd og dræber; hans hest dor af dragens gift. Borgens konge med
sine mænd glæder sig over hans bedrift og modtager ham pá det bedste, han
fár sæde ved siden af kongen, som under trusel om halshugning befaler sine
mænd at vise Jón respekt. Dronningen kommer ind i hallen, hilser pá Jón og
sœtter sig ved kongens side, hun er fornemt klœdt i silke, men er tárevœdet;
to mœnd kommer ind, de er i grOnne kjortler, er enOjede, men meget konne;
de holder mellem sig et fad med et mandshoved pá, som de lœnge stár og viser
den grœdende dronning. Da de er gáet ud, byder kongen sin datter at være
tilstede i hallen og opvarte; hun gár med en skál vin forst til kongen og sá til
Jón, der straks opflammes af kærlighed til hende; hun gengælder den og vil
gærne være med ham, sáledes at da kongen er gáet ud af hallen med Jón og
har anvist ham hans sovekammer, kommer hun nogen tid efter til ham, og de
tilbringer natten sammen. Tidligt om morgenen sender kongen mænd til Jón
for at mælde at kongen Onsker at se ham, kongedatteren kryber ned og klam-
rer sig til Jóns ben; denne svarer at han pá grund af et stærkt hold i benene
ikke kan rejse sig og komme; noget senere beder kongen andre gá til Jón, det
gór de og det samme gentager sig to gange, blot at holdet nu er náet op i
brystet og derefter i skulderen.1 Til sidst kommer kongen selv, men da han
stár i doren kommer hans kvægvogter lobende med melding om at det er
lykkedes ham at lukke en ulv inde, som har været en trusel mod hele hjorden.
Alle Iðber ud, sá Jón og kongedatteren bliver alene, han klæder sig skyndsomt
pá og gár til kongen, og hun iler til sit kammer. — Mændene fár bundet ulven;
kongen og hans mænd fester i hallen og hylder Jón for drabet pá dragen. Som
belpnning má han vælge sig en kostbarhed. Kongedatteren glæder sig fordi
hun háber at Jón vil vælge hende, men han vælger til alles forbloffelse ulven,
fár den og rider afsted med den ud i skoven, hvor han slipper den los. Kongen
er redet efter Jón og ser hvad der sker. Kongen sporger hvorfor han har givet
ulven livet, og Jón vil til gengœld vide hvorfor dronningen er sá bedrOvet.
1 Rimerne bruger her et forblommet udtryk, af Finnur Jónsson forstáet som
‘hals’ (Rímnasafn II, p. 842), af Björn K. Þórólfsson som ‘skulder’ (Rímur fyrir
1600, p. 94).