Gripla - 01.01.1982, Page 295

GULLINSKINNA AM 325 VIII 5c 4TO 291
ender med en vertikal tværstreg. Det gælder ‘O’ i JONS (4), Ollum (35);
‘D’ i Dana (43); ‘N’ i JONS (4); ‘V’ i Veitti (58), Vm (168).
Fragmentet har ikke mange eksempler pá forskellige ligaturer, og de
fleste er meget traditionelle (f. eks. ‘æ’ i car (124) og ‘ar’ i þa/ (74)). Ved
linjeskift findes en ligatur af ‘d + o’ i donum (20), der umiddelbart ligner
di-. Desuden findes ‘pp’ i philippum (99) og ‘oo’ i þoo (168). I et til-
fælde er r-rotunda skrevet sammen med interlineært ‘v’ (abbreviaturen
for rv) /vm/rvr (104).
DISTRIBUTION
Man kan skelne mellem grafisk og sproglig distribution. Med grafisk
distribution forstás her anvendelsen af bogstaver og andre tegn, som er
betingede af andre forhold end sproglige, f. eks. stilling i ordet, forhold
til andre tegn osv. Omvendt forstás ved sproglig distribution anvendel-
sen af tegn og bogstaver, som har relevans for sproglige forhold. Teo-
retisk er der skarpt skel mellem disse to former for distribution, men i
praksis er overgangen mellem dem mere labil. Yderpunkterne er dog
skarpt adskilte, idet den grafiske distribution nærmere er knyttet til
palæografien, mens den sproglige distribution (oftest benævnt ortografi)
nærmer sig fonologien og sprogsystemet i pvrigt.
GRAFISK DISTRIBUTION
Omtrent fri distribution findes for accenternes vedkommende, dog med
den begrænsning at de ikke anvendes ved konsonanttegn. Der findes i
fragmentet báde enkeltaccent og dobbeltaccent. Enkeltaccenten anven-
des med ganske fá undtagelser kun i forbindelse med ‘i’ og ‘j’, men
báde over lang og kort lyd, f.eks. sídar (51), 'jkaupmarmahofnn (185) —
vín (199), jeyrasundí (185). Dog kan enkeltaccenten ikke opfattes som
markpr for ‘i, j’, da der er mange tilfælde i alle stillinger og ved alle
bogstaver hvor ‘i, j’ ikke er fremhævet med accent. Bl.a. i fplgende
eksempler findes enkeltaccent ved andre bogstaver: ‘e’ vétr (122) —
‘o’ dróttinn (39), þótti (183), jón (186) — ‘u’ úetrin (57).
Dobbeltaccent derimod anvendes i de fleste tilfælde over historisk
lang vokal heriblandt ‘æ’ (báde ældre /æ/ og /œ/), f.eks. sör (5), rád
(43), œþui (76), bœn (114) samt ‘æ’ car (64). I forbindelse med kort
vokal findes dobbeltaccent i fplgende tilfælde: mánz (103), stádinn