Gripla - 01.01.1982, Page 300

296
GRIPLA
1. Hvis genitivs ‘s’ forudgás af ‘(n)d’ manifesteres det som z i landz-
folkí (6), landzgicezlu (8), spanialandz (149), islandz (168, 200),
landz menn (188), islan'd'z (202).
2. Hvis genitivs ‘s’ f0jes til ord, hvis stamme ender pá ‘d, t’ kan den
dentale klusil udelades og z repræsenterer hele gruppen ‘d/t + s’,
islan z' (158), jslanz (163), víkellz. (59), ellzgangi (142) — moz (124,
150, 175), arnlíoz (204).6
3. Hvis ordet indeholder ‘d, t, ð’ i stammen findes z i disse tilfælde:
landzgicezlu (8 af vb. gceta) samt superlativerne bezta (99), œztra
(112) , hellzt (198). Fælles for disse superlativer er, at dentalen mani-
festeres i de tilsvarende komparativformer (betri, œðri, heldr). I
disse former kan z ikke opfattes som ‘superlativ markpr’, da der
findes skrivemáder med s i superlativformerne mesta (52) og fysta
(113) . Forklaringen pá s-skrivemáden er at disse to ord ikke pá noget
trin har et dentalt element. At det ikke er kombinationen ‘s +1’ der
markeres zt godtgpres af de to nævnte superlativer og af formerne
vestra (71) og austr (124).
I forbindelse med de dentale lyd /11/ og /nn/ manifesteres ‘s’ som z i
ellztur (97) og mánz (103).
Endelig findes altid ‘z’ i mediopassiv. Her er endelsen i infinitiv altid
z, sœttaz (21), leysaz (154), geraz (166). Det samme er tilfældet i præ-
teritum 3. person singularis, fanz (20, 182), hafdíz (75), andaþiz (120,
cf. 194), [d]ualdíz (140), þottiz (170), samdíz (195) og konjunktiven
tcekiz (34). I præteritum 3. person pluralis findes vekslende z og zt,
funnduz (45), skilduz (52, 214) — gloddvzt (107), funduzt (130),
gerduzt (164). Det eneste eksempel i præteritum participium har lige-
ledes zt sœzt (182).
VOKALLÆNGDE
Vokallængde angives sporadisk med dobbeltskrivning af vokalen (liga-
tur), f. eks. ca (70), Sáz (94), car (124), þoo (168). Skrivemáder med ac-
cent (enkelt eller dobbelt) kan derimod som ovenfor nævnt (p. 291) ikke
tages i betragtning i denne forbindelse.
6 Der er muligvis en forskel pá, om ordet ender pá [d/t] eller [ð], idet gen. sg.
af subst. lið skrives líds (48) med ‘s’. Denne skrivemáde kunne antyde en (selv-
fplgelig) fonetisk forskel pá [d/ð], der ellers ikke kommer til udtryk i ortografien,
jfr. p. 298.