Gripla - 20.12.2012, Blaðsíða 326

GRIPLA324
til en rigtig kamp). et essentielt element i dette topos er, at udstyret er lånt,
hvilket også er tilfældet i Þrymskviða (Damico 1986, 416), hvor i hvert fald
Brísingamen specifikt er lånt af freja, og resten af kvindedragten næppe er
tors egen. Damicos læsning rammer præcist ned i Þrymskviðas humor og
bidrager klart til læsningen ved at tilføje et dybere lag til komikken. Den
er imidlertid ikke særligt forenelig med stenene som bryster, hvilket hel-
ler ikke er den oversættelse, hun bruger. Dette skyldes, at elementerne i
Þrymskviða enkeltvis er parallelle med dem, der findes i Beowulf. således
er qvennváðir ifølge Damico et ordspil på hérváðir, ringbrynjer, hvilke,
ligesom det antydes i Þrymskviða, er afbilledet som rækkende til knæene.
Ligeledes er hovedbeklædningen parodi på hjelmen og nøglerne på svær-
det — i tors tilfælde dog nærmere hammeren. stenene, som i Damicos
fortolkning er ædelsten og brocher, svarer til dekorationer, som Beowulf
har udenpå sin brynje (Damico 1986, 420). Den specifikke parallel lægger
altså op til noget andet end bryster, ligesom man generelt vil forvente, at
der i en parodi på krigerudstyr er tale om ydre udsmykning.
Med hensyn til brocher med ædelsten, som sidder på brystet, er der
tale om et filologisk fantom; sådanne brocher kendes hverken i vikingetid
eller middelalder, hvilket gør det usandsynligt, at de skulle betragtes som
del af den ikoniske kvindedragt. Igen handler det ikke om, at digtet bør
forstås som en realistisk skildring af materiel kultur hverken i 800-tallet,
1000-tallet eller 1300-tallet. Men uanset hvornår digtet er skrevet, er det
en metodisk fejl at antage, at oplysninger som udgangspunkt er opdigtede,
lige såvel som det er en fejl at antage, at de nødvendigvis er realistiske. når
der er tale om en ikonisk gengivelse af kvindedragten, må det være mest
rimeligt at antage, at digteren og publikum i det mindste har en fælles fore-
stilling om, at de individuelle dele af den skildrede dragt har været i brug på
et tidspunkt i fortiden. udgangspunktet bør derfor i dette tilfælde være en
afsøgning af den virkelige materielle kultur og andre kilders beskrivelser
for en mulig overensstemmelse. først hvis dette ikke kan findes, kan man
vende sig mod fantasien. fortolkningen “brede sten” udgør dermed ikke
en tilfredsstillende forståelse af strofen, uanset hvordan man fortolker
dette udtryk.