Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.2001, Blaðsíða 38

XXXIV
Endnu et eksempel pá en forkert læsning fælles for disse tekstvidner
er ordet ncams menn i stykket om kampen pá Sandnes, til trods for at
det rigtige mansmenn stadig kan skelnes i M f. 69va (linje 7 fra neden).
Den, som skrev originalafskriften efter M, má have opgivet at læse
stykket f. 69va nederst - 69vb nederst (om Þórólfrs hustru Sigríðr,
hendes forspg pá mægling og det páfplgende slag pá Sandnes, FJ 63,3
- 65,9) og efterladt en stor lakune i sin tekst. Som nævnt er en tilsva-
rende lakune stadig blank i 455 og nár over næsten en hel side (fra slut-
ningen af f. 7v4 og siden ud). De sidste ord fpr lakunen i 455 er: En er
hun kom til K(óngsins) s(agde) hun. Skal nockud tia ad . . . (ordene tia
ad med en anden hánd). Det tilsvarende hos FJ 63,3-4 lyder: “skal
nockut vm sættir tjóa at leita herra með ykr Þórólfi”. De fprste ord ef-
ter lakunen i 455 er: Kongur lætur græda þa er l'ifvæner voru, hvor FJ
65,9-10 har: “látid binda sár manna þeira er lífuæner ero” (de sidste
fire ord er læselige i M straks efter sideskiftet, f. 70ral).
I hándskrifterne JS og 426 er der i dette afsnit intet tegn pá lakune,
og teksten er helt igennem skrevet af hovedskriveme. Teksten i de to
hándskrifter er i dette afsnit af samme oprindelse, d.v.s. at lakunen har
været udfyldt allerede i deres fælles forlæg, og det viser sig, at der her-
til er benyttet en ekstra tekst af lignende art som B-klasse fragmentet 8
(i AM 162 A fol.). Denne ekstra tekst er næsten enslydende med den,
som udfylder den tilsvarende lakune i 145.
I det fplgende gengives den tekst, som med en anden hánd end ho-
vedtekstens udfylder lakunen i 145, f. 17r7-33, idet der i parentes an-
fpres varianter fra JS og 426 samt 8:
Skal nockut (mikid [!] nockud 426) tjoa (tiá 426) ad leita vm sætter
(satter JS, 426; sætt 8) med yckur Þorolfe? Kongur svarar vill Þor(olfur)
vppgiefast og ganga a mitt valld? þa mun (man JS, 8) hann hallda lyfe og
limum, Enn menn hans munu sæta refsingum af mier sem saker falla til,
Epter þad gieck Aulver hnufa til stofunnar og liet kalla Þor(olf) til motz
(maala JS, 426; mals 8) vid sig, og sagde honum þann kost er kongur
giorþe þeim (+ hann svar(aðe). Enga vil ek na/ða sæt taka af konge biðv
kong gefa oss vt ga/ngo leyfe. ok latum þa skeika at ska/pvðv 8; her har
426 en fodnote med samme hánd som i lakuneteksterne: Þor(olfur)
svar(ade) og kvadst aungva naudungarkoste taka af konge; Eg bid kong
lofa oss utgaungu [C-tekst]). Aulver gieck þa til kongs, og sagde honum
hvor(s) Þor(olfur) beiddest. Þa mællte kongur Bere (berid 426) elld at
stofunne, eckj vil eg beriast vid þá, og eyda so (+ JS, 426, 8) lide mijnu-
Veit eg ad Þor(olfur) man giora mier mikinn (mikit 8) mannskada. ef vier
skulum henda hann ute. þott hann hafe lid miklu (+ 8) færra (+ en ver 8).