Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.2001, Blaðsíða 81

LXXVII
Sammensatte og sammenskrevne ord. Det er ofte vanskeligt at afg0re, om
et sammensat ord er skrevet som ét ord eller to i hándskrifterne. Hvor ad-
skillelsen er ringe, trykkes ordet i ét, men ellers adskilt; fuld konsekvens
er uopnáelig.
Præpositioneme í og á, som i mange tilfælde er sammenskrevet med
det fplgende ord i M-kodeksen, holdes adskilt i udgaven; ogsá her gælder
det, at det ofte er uklart, om sammenskrivningen er tilsigtet eller ej.
I ét tilfælde i M er præs. ind. 3. pers. sg. af vb. eiga sammenskrevet
med verbets objekt: aland kap. 81,9. Der er ogsá eksempler pá, at præp.
til (skrevet t med interlineært i) er sammenskrevet med det foranstáende
ord i M: suatil kap. 51,73, fortil kap. 16,2,þartil kap.76,40, gangatil kap.
81,65, kendutil kap. 81,130. Alle disse sammenskrivninger gengives her
adskilt.
Ligaturer. M-kodeksens hovedskriver benytter mange ellers usædvanlige
ligaturer. Sidst i linjen f. 71ra20 (kap. 25,3) synes der f.eks. ved fprste
blik at være skrevet snv med en nasalstreg over -v, men faktisk stár der
sinvm, hvor -nv dannes ved en ligatur. I ordets begyndelse skal der altsá
læses si-. Ogsá bogstavet ö danner ligatur med -v sidst i linjen, jf. hofðv f.
72ra22 (kap. 27,13). Disse og flere andre ligaturer gengives ikke i udga-
ven og fár kun undtagelsesvis en anmærkning.
I hándskrifterne forekommer enkelte palæografiske grænsetilfælde;
sáledes skelnes som regel i M-kodeksen mellem d og ð, men den lille
forskel - en tværstreg, der i praksis fremtræder som en prik til hpjre for
d’s opstreg - kan nogle gange være udvisket, og andre gange har der
ikke været plads over linjen pá grund af et er/ir-tegn. Accent over vo-
kaler kan ligeledes være utydelig i M. I begge tilfælde har udgiveren
indimellem máttet træffe et vilkárligt valg. Et problem af en lidt anden
karakter er det grafiske sammenfald i JS 28 fol. mellem u/n og in/m,
som nævnt i indledningen § 3.1.5 ovenfor; udgaven tager ikke hensyn
til, at der enkelte steder faktisk kunne være tale om skrivefejl.
Forkortelser oplpses i overensstemmelse med flertallet af fuldt ud-
skrevne former, nár disse findes i hándskrifterne. Almindelige abbrevi-
aturer samt kontraktioner opldses normalt uden nærmere angivelse.
Undtagelser fra denne regel er de middelalderlige fragmenter ■&, ti og x
samt teksten af Arinbjarnarkviða efter Finnur Jónssons bogstavrette af-
tryk (Tillæg I), hvor alle forkortelser oplpses i kursiv. Om nogle en-
keltspprgsmál vedrprende forkortelser i M-kodeksen skal der bemær-
kes fplgende: