Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.2001, Blaðsíða 62

LVIII
af en filolog, som har taget sig st0rre friheder, end man nu 200 ár sene-
re anser for tilladeligt. Jón Ólafsson har haft flere hándskrifter som
forlæg og henviser mange steder til varianter. I de fleste tilfælde, hvor
han har paralleller til Eyf3, drejer det sig om en W-tekst, særlig 463. I
visse tilfælde er der lighed med 463 alene; f.eks. citeres Egills efter-
mæle i 984 næsten ordret som i 463.
Et enkelt sted har Jón Ólafsson tydeligvis sammensat én tekst af to
forskellige. Det er i det § 3.2.2, s. LIII omtalte stykke, hvor M-teksten
fortæller, at man ville straffe Álfgeirr jarl ved at fratage ham hans rang
(tignina), mens der i B-redaktionen (og Eyf3) er tale om at straffe de to
forræderiske brpdre, Hringr og Aðils, med dpden. Her har 984 fplgen-
de sammensætning: Allir mælltu þar eitt um, at þeir brædr hefdu hinn
verzta lut af, Hringr og Adilz, oc þotti þat til liggea, at taca af þeim
tignina, at þeir væri drottinz svicarar.
I nogle tilfælde minder 984 om C. Et sted finder man i M (kap.
63,28-29): þikiumz ek hafa til þess burði ok frændastyrk her i landi. at
hafa vid Atla enn skamma. Her har 984 hafa lavg vit i stedet for hafa
vid, mens C (K) har hafa log af. Et andet sted er M kap. 66,4 varning,
hvor 984 har fearlut i lighed med C. I begge eksempler er der muligvis
tale om en vilkárlig ændring, og i det fprste et forspg pá forbedring af
M’s tekst, som her ser ud til at være forkortet. I endnu et tilfælde er der
en klar parallel med C: for M kap. 57,87-88 þar er hann stár der hvar
hann liggr báde i 984 og C.
Det er tydeligt, at Jón Ólafsson i mange tilfælde har ændret enkelte
udtryk vilkárligt, og ofte pá en mere uheldig máde end i tilfældet
ræningi, M kap. 82,16, hvor 984 har lavgræningi i overensstemmelse
med et tidligere sted i sagaen (M kap. 68,64). Her har de gamle af-
skrifter og desuden D og H landræningi, mens Eyf3 har bevaret det op-
rindelige ræningi (sáledes ogsá i)).
I flere tilfælde tilfpjer Jón Ólafsson nogle ord i slutningen af et kapi-
tel. En pudsig tilfpjelse findes i sagaens sidste kapitel ved omtalen af
Þorsteinns bprn: sva oc Helga hin fagra, dottir Þorsteinz Eigiizsonar,
er þeir deilldu um Gunnlavgr ormztunga oc Scalld-Hramn, oc adrir
fleyri.
En særpræget retskrivning og mange arkaiseringer rpber den lærde
skriver. Arkaiseringerne er ikke alle lige heldige, og heller ikke hans
rettelsesforspg i nogle af versene.
§ 4. Fragmenter af Egils saga trykt i nærværende udgave. Udgaven
medtager en række fragmenter af sagaen, sável ældre som yngre, som