Nordens Kalender - 01.06.1932, Qupperneq 29

Den danóke Præótegaard, óom den var
I min Barndom stod endnu den rigtige Præste-
gaard, forkyndt som et Kanaan, snart under et Navn
og snart under et andet, skiftende med de Landsby-
kald, min Fader fra sit Kobstad-Kapellani sogte ud
til. Et hed Lidemark; bredt stigende Marker og en
Himmel af Lærkesang. Et andet St. Jorgensgaard;
Bogekronerne fra Brinken viftede over Sundets gli-
dende Sejl. Disse forjættede Lande loftede sig i Lys-
taager og sank bag Klofter og Bjerge. Fint skrevne
Folioark, stilede med velgorende Dristighed Til
Kongen, og sortfrakkede Kobenhavnsrejser til noget,
som hed Audiens hos Kultusministeren, efterlod
kun uforgængeligt blegnende Drommeblomster.
Dog var Præstegaarden til; den rigtige Præste-
gaard. Harboore hed den forst, langt borte mellem
Limfjord og Vesterhav, et ode og stort Sted. Gemt
i sin Moders Liv havde Far været med der, ude paa
Faareklipning i Heden; en olm Tyr kom; Pigerne
rendte; men Farmor, lille spinkle frugtsommelige
Farmor, gik med opslaaet Knækparasol tappert los
paa Tyren, som forbloffet gjorde omkring og flyg-
tede; ellers var Far aldrig blevet fodt. Næste Gang
hed Præstegaarden Glenstrup — ogsaa i det fjerne
Jylland; her havde en Dreng, som var Far, sin
Gynge under det store Hyldetræ i Baggaarden og
svimlede i Himmelsving ud over Moddingen, mens
Farfar red paa Besog de Mil over Lyngen til sin
Nabo, Steen Steensen Blicher i Spentrup.
Men den rigtige Præstegaard var alligevel Ond-
lose, hvor Far havde leget med Bodkerens Drenge
paa den anden Side af Gaden, og holdt sine Ferier
fra Latinskolen. Her kom jeg selv paa Besog, 5 og
7 Aar gammel. Vi blev hentede fra Stationen i en
hoj Kalesje, hvor man sad som i en Lænestol og
kiggede gennem en klirrende Glasvæg op til Bukken
og Kuskens blaa Frakkeryg med de forgyldte Knap-
per. Igennem Forstuen kom man ind i en stor lav
Dagligstue; perlegraat Bjelkeloft, stribede Lobere
paa hvidskuret Gulv. Over Sofaen hang de malede
Familieportrætter; fornemst var Tip-tip-Oldefar
Holger Rordam i Kjole og Krave, og Tip-tip-Olde-
mor Vita Bering, Korset-stramt nedringet, i Silke
og Kniplinger, Perlehalsbaand, Roser i Haaret.
Naada, hvor hun knejste! Den Dame var vist ikke
nem at bides med.
Men foran det midterste af de tre blomsterfyldte
Vinduer ud imod Gaarden stod Thebordet, dækket
med bredbenet Solvtoj og bugnende Kagefade paa Da-
maskesdug; og her sad Farmor i sin rode Reps Læ-
nestol. Silkekjolen raslede, Kappen dirrede med
Blomster og Baand, hvergang hun skænkede og bod.
Hun sagde »lille Hans» til Ens langskæggede Far,
og var selv saa lille og hurtig og skælmsk som et
Barn næsten, rynket og klarojet, men med et Træk
om Mundvigen, som om hun let kom til at græde
— ligesom hendes Broder Vilhelm, Onkel Birkedal,
paa det Staalstik ved Doren. Hvem skulde tro at
det var hende, der med sin Parasol havde drevet en
Tyr paa Flugt? Nu sad hun dér som en fin lille
forkælet Dame; men næsten hele sit Liv havde hun
arbejdet haardt: bagt Brod og brygget 01 til en stor
Landhusholdning, selv været med til at klippe Faa-
rene, selv kartet, spundet og vævet det Vadmel, som
Farfar til daglig gik i, og Drengene med. Af den
hjemlige Uld strikkede hun deres tykke Stromper,
endnu da de fra Roskilde Latinskole kom til Ko-
benhavn som Studenter. Og i hele deres Barndom
havde de aldrig til de lange Vinteraftener haft andet
end de Tællelys, som Farmor selv havde stobt. I
den Messingstage med Skydeknap stod Lyset midt
paa det runde Bord, nok til Farfar med Berlingske
Tidende, Sonnerne med deres latinske Boger, Far-
mor og de fire Dotre med deres Hækletoj og Bro-
deri. Bornene skiftedes til at snyde Lyset, hvergang
det begyndte at ose. Lysesaxen, ogsaa af Messing,
laa stadig paa Stagen, men nu til Pynt kun, blank-
poleret, med sit snurrige firkantede ligesom Sneg-
lehus paa Ryggen. Lamper fandtes ikke i de Tider,
og Solvstagerne med deres Vox- og Stearinlys kom
kun frem til Fest.
Selv havde Farmor ogsaa vævet sine Daglig-
kjoler, Hvergarn, stift og stærkt, men i smukke Far-
ver; og hun smilte ved Minderne. Forst paa deres
gamle Dage, med alle Bornene fra Haanden, var de
kommet til lidt Velstand og Magelighed. Den rode
Lænestol, Husets forste, var en Solvbryllupsgave fra
Farfar til hans Lotte. Men Blomster i Have og
Karm, etpar gode Kobberstik paa Væggen, Mad
til de trængende, venskabelig Omgang baade med
Præster og Herremænd, glad Gæstfrihed mod Sog-
29