Nordens Kalender - 01.06.1932, Blaðsíða 52
Bergens by
krever det. Og den tid er forbi da den bergenske
kjöpmann kunde sitte pá kontoret og fastsette inn-
kjöpspriser og salgspriser, diktere omsetningsvil-
kárene og behandle kunden som en simpel tjener.
Nu er byen blitt bygdenes tjener.
Bypatriotismen lever imidlertid videre og gir sig
báde sympatiske og usympatiske utslag. Engang
hadde denne patriotisme et reelt grunnlag á bygge
pá. Byen var en makt. Nu er bypatriotismen en
fölelse eller snarere en stemning som stiger frem pá
festdagene eller nár borgerne mener at onde anslag
er i gjære mot byen.
Stoltheten over byen kan fá utslag i brautende
skryt. Men den finner ogsá uttrykk pá en stillere
máte som kan være like hjertelig. Bergenserne er
glade i sin by. Mange lengter tilbake nár de er
borte, lengter efter fjellene, efter söndagsturene
pá vidden — 2 timer fra byen ligger en höifjellsvidde
en miniature -—■, ja lengter endogtil efter regnværet.
De kan ikke tenke sig á leve sitt liv borte fra byen.
Andre flytter bort og finner sig vel til rette; men
alle har i sig en liten klokkerkjærlighet til sin gamle by,
og alle ser den med glede igjen nár veien faller slik.
Ved alle fester i Bergen má der holdes tale for
byen, delvis ogsá for fedrelandet og for kongen.
Det er lettere á slöife de to siste enn den förste.
Og efter talen for Bergen, som ofte kan være fölelses-
full og patetisk, kommer Bergenssangen som hele
Norden kjenner de to förste linjene av, og som alle
bergensere kan hele förste verset av:
»Jeg tok min nystemte cithar i hænde,
sorgen forgikk mig pá Ulrikkens top.»
En sang som har vunnet berömmelse ikke pá grunn
av sin egenverdi, men fordi bergenserne synger
den med sá megen fölelse. Andre byer har ogsá
prövd á fá sin bysang — ved premiekonkurranser.
Resultatene kan poetisk ha vært mere vellykket
enn Bergenssangen, men de nye sangene har bare
den ene uheldige egenskap at de ikke blir sunget.
Kjærligheten til byen har gjennem tidene fátt
mange smukke utslag. Rike borgere har sett det
som sin opgave á hjelpe byen og smykke byen.
Og de har hjulpet ut fra sin egen tids idealer. I
middelalderen bygget de vakre kirker, som ennu
delvis stár igjen. I 17.—18. árhundre oprettet de
fattighus og milde stiftelser. Og i tiden efter er
det oprettet i hundrevis av legater til humanitære,
kunstneriske og videnskapelige formál.
Da Welhaven i 1834 holdt revy over Norges
usseldom i «Norges Dæmring», skrev han:
«Blandt golde Klipper gror et lidet Eden,
hvor Bergett skinner söndagsklædt og net,
hvor Mængden myldrer pá den grönne Plet,
mens alle Tanker flyve ud pá Reden.
Her spörges ei om Kulden eller Heden,
og ei om Andsbedrift og Folkets Ret;
her Bryst og Hoved er et Regnebret,
her gjælder Fisk foroven og forneden.
Se, Stedet har en grundforstandig Mine,
hvis Liv er evig bundet til Trafiken;
men den er selvgod, hanseatisk stiv.
For alskens Muser er det dog en Pine
at leve her anstændigt efter Skikken
og i Musæet selv et Pakbod-Liv.»
Welhaven hadde ikke urett i sin kritikk. De'
bergenske borgere var handelsmenn og drikkebrödre.
Av ándsmennesker var det ikke flere enn en hánd-
full embedsmenn. Fremdeles er det sá at byens
borgere er mer praktisk innstillet enn teoretisk,
steller mer med sitt hándverk og sitt kjöpmannskap
enn med kunst og videnskap. Les bare byens
aviser og snakk med byens folk! »Ka slags skiber
e’ kommen inn idag?» »Fiskets gang. Sildeinnsig
ved Fedje. Storsilden kommer», o. s. v. I langt
höiere grad enn f. eks. i Oslo er folks tanker — og
öine — rettet mot havnen og mot markedets stilling.
Men de sákalte ándsinteresser har allikevel hatt
enorm fremgang i det knappe árhundre som er
gátt siden Welhaven sang sin klage.
Byen har for en stor del ved bidrag fra borgerne
fátt et ypperlig museum, som bærer spiren i sig
til et Bergens universitet. En rekke videnskapsmenn
er allerede tilknyttet museet; studenter kan ta
eksamen der i visse realfag pá samme máte som ved
universitetet. Byen har et godt bibliotek, hvis
grunnstamme ogsá er privatmanns gave. Den nye
biblioteksbygning er delvis innredet og smykket for
52