Fróðskaparrit - 01.01.1995, Side 21

DOMKIRKERUINEN, »MÚRURIN«, I KIRKJUBØ
25
til nogle af de nu kendte kirker og i sá fald
hvilke, udelades disse benævnelser helt i
denne artikel.
Kirkjubøur var i middelalderen Færøer-
nes bispesæde, deres kirkelige centrum.
Foruden de tre kirkebygninger: domkirken,
sognekirken og Líkhús, er der formentlig, i
de bevarede middelalderlige dele af den nu-
værende kongsgárd samt fremdragede byg-
ningsrester i omrádet, rester af den middel-
alderlige bispegárd.
Som allerede nævnt, er den største og
bedst bevarede af bygningeme i Kirkjubøur
minen af domkirken - »Múmrin«. I det føl-
gende gives en grundig bygningsbeskrivel-
se, efterfulgt af analyserende afsnit om ud-
valgte bygningsarkæologiske problemer,
arkitektoniske slægtsskaber samt kirkens
datering.
Bygningsbeskrivelse
Kirken er et langhus (fig. 1) - seks hvælv-
fag langt, hvortil der føjer sig en tilbygning
ved den østre endes nordside, indeholdende
to hvælvfag - svarende til langhusets to
østre fag. Ved vestenden ses tydelige spor
af en planlagt og eventuelt tillige opført til-
bygning, der kun kan opfattes som et tám.
Langhuset máler udvendigt 26,2 m i læng-
den og 10,4 m i bredden. Nordre tilbygnin-
gen, sakristiet,9 hvis østfacade flugter med
langhusets østgavl, máler i nord-syd 5,5-
5,6 m og i øst-vest 9,7-9,9 m; támets bred-
de har andraget 8,7 m, mens dimensionen i
øst-vest er ukendt.
Murtykkelseme er omtrent ens i hele
bygningen, ca. 1,6 m, dog muligvis en
smule mere i támet. Langhusets mure er
alle bevarede til omtrent samme niveau,
men højden i forhold til jordsmonnet er
stærkt varierende, gmndet terrænets kraf-
tige stigning mod nordøst; ved sydvesthjør-
net máles 9,2 m, i nordøst, ved sammenstø-
det med sakristiet, er højden 6,7 m Den nu-
værende murkrone er i nord, syd og vest be-
liggende i ca. kote +6,0, mens midten af
østgavlen rejser sig til +6,7.10 Intetsteds
synes oprindelig murkrone bevaret; den nu-
værende skyldes uden tvivl senere tiders re-
staureringer. Imidlertid iagttages pá inder-
siden af østgavlen (fig. 3, 5 og 7) et vandret
spring i kote +6,5, sammenfaldende med
spidsen af indersidens hvælvvederlag, der i
dette niveau antyder en overgang mellem
gavlmuren og den ca. 1,1 m tykke gavltre-
kant; langmurenes kroner má, sammen-
holdt med dette, have været beliggende i
omtrent samme niveau.
Sakristiets nordmur nár en højde af ca.
3,7 m over terræn, ca. kote +3,6, mens øst-
og vestmuren stiger noget op mod langhu-
sets nordmur. I ca. kote +4,1 sker en ind-
kragning af sável øst- som vestmuren, ty-
deligst sidstnævnte sted, der indskrænkes
til en tykkelse af henholdsvis ca. 1,1 rn og
0,9 m Indkragningen i østmuren fremtræ-
der pá opmálingeme en smule uklart og kan
reelt ligge en anelse højere end det nævnte
niveau. Yedrørende sakristiets oprindelige
højdeforhold, se nedenfor.
Niveauforholdene inde i bygningen af-
spejler kun i ringe grad terrænformeme
udenfor. I langhuset konstateres fra vest
mod øst en jævn stigning, der ialt udgør ca.
50 cm (fig. 3), fra kote -2,5 til -2,0, mens
niveauet i sakristiet er hævet yderligere ca.
30-60 cm (fig. 7).