Fróðskaparrit - 01.01.1995, Page 24

28
DOMKIRKERUINEN, »MÚRURIN«, IKIRKJUBØ
Fig. 4. Opstalt af langhuset og sakristiet set fra nord,
1:150. Curt von Jessen del. 1954-55. Antikvarisk-
Topografisk Arkiv, Nationalmuseet.
begrænses af dørens stik, udadtil af an-
slagsfalsen. Hvælvet dækkes endnu i vid
udstrækning af puds og graterne mødes i
toppen omkring en cirkulær slutsten. I
dørens vestre vange ses umiddelbart inden-
for anslaget den ca. 2,1 m dybe kanal til en
stængebom, og đørfløjen har derfor for-
mentlig været ophængt i øst. Den nuværen-
de bund, der má være omtrent sammenfal-
dende med den oprindelige tærskel, er be-
liggende i kote -2,2, dvs. kun ganske lidt
hævet over niveau i bygningens indre og ca.
0,8 m over jordsmonnet udenfor.
Langhusets vinduer er slankt propor-
tionerede, spidsbuede ábninger, der er dob-
beltsmigede i sável sider som stik. Vindu-
erne fordeler sig med et stort midt i øst-
gavlen og et slankere i hvert af de fem
østligste af sydmurens seks fag. Der regi-
streres adskillige ligheder, men dog ogsá en
række, markante forskelle. Østvinduet er
langt det største, hvad angár báde bredde og
højde, mens de fem pá sydsiden er omtrent
jævnstore, omend de fjerde fra øst er mar-
kant smallere end de øvrige.
Vinduemes sálbænke er alle stærkt re-
staurerede, sydsidens østligste o. 1874 med
cement, de øvrige i 1890 med nyhugne
sten, der i grove træk gengiver de oprinde-
lige forhold. I de tre vestligste pá sydsiden
er sálbænken beliggende ca. 45 cm lavere
end ved de to østligste ábninger. Alle er ud-
vendig, nær lysningen, udstyret med en
spinkel, retvinklet fals, der fortsættes i báde
sider og stik.