Fróðskaparrit - 01.01.1995, Qupperneq 43

DOMKIRKERUINEN, »MÚRURIN«, I KIRKJUBØ
47
bredde. Med denne placering ville det gá fri
af vinduet (og kordøren), men ville allige-
vel pá rimelig vis kunne bringes i forbin-
delse med døren i nord. Der ses intet spor i
murværket af et sádant pulpitur eller lekto-
rium, men en tømret og snedkereret kon-
struktion kunne opstilles uden mange ind-
greb i murværket.
Det kan ikke af den bevarede - men tem-
melig kraftigt restaurerede - ábning ses,
hvorvidt den blev taget i brug efter de op-
rindelige intentioner. Den kan være opgivet
allerede under byggeriet.
Indvielseskorsene og »Guldskabet« hø-
rer, som nævnt, til kirkens fomemste pry-
delser. Det har ikke, trods intensiv efter-
forskning, været muligt at finde egentlige
paralleller i Norden. Der findes adskillige
stenkors, men hovedparten af disse er ikke
indvielseskors.39 En smigsten fra et vindue
i Hamar domkirke prydes af et lille kors,
der af udgraveren, Olaf Nordhagen, tolke-
des som et indvielseskors; desværre er sá-
vel nøjagtig proveniens som datering usik-
ker.40
Relikviegemmet i østgavlen, »Guldska-
bet«, volder tilsvarende problemer. Dog
skal pápeges en visuel lighed med en tavle
i Linkopings domkirke. Denne er opsat ind-
vendigt pá sydvæggen i østre korkapel.
Tavlen er et minde over korets bygmester
Gierlach fra Koln, ca. 1408-20. Der kendes
intet til et eventuelt indhold af relikvier.41
Blev bygningen fuldført og
taget i brug som kirke?
Det har oftest været fremført, at »Múrurin«
aldrig blev fuldført, og deraf følgende hel-
ler ikke blev taget i bmg som kirke. Det væ-
sentligste argument for denne opfattelse
har været, at langhuset angiveligt aldrig fik
indbygget sine hvælv. Som ovenfor anført,
kan der ikke pá nuværende tidspunkt gives
noget endegyldigt bevis for, at hvælvene
fuldførtes, men der er pá den anden side in-
tet heller, der sikkert afviser dette. Spørgs-
málet er imidlertid uden relevans i denne
forbindelse, idet bygningen sagtens kunne
tages i brug uden hvælv; vigtigere at kon-
statere er, hvorvidt den blev bragt under
tag. Her má det slás fast, at i middelalderen,
sável som indtil nyeste tid, foregik byggeri
stort set altid efter et fast skema. Først
opførtes bygningens eller bygningsafsnit-
tets lang- og gavlmure til tagfodshøjde,
demæst rejstes tagværket og slutteligt op-
muredes gavltrekanteme; eventuelle hvælv
blev som hovedregel først indbyggede,
efter at huset var bragt under tag. Dette sta-
biliserede murværket, lettede ophejsningen
af byggematerialer m.m. og skærmede byg-
gepladsen ved det krævende hvælvbyggeri.
Et tagværk kan selvsagt ikke længere spo-
res, idet langmurene má mangle omtrent en
halv meter af den oprindelige højde, men i
øst registreres endnu et murparti, der kun
kan tolkes som den nederste del af en gavl-
trekant. Dette indicerer, som netop nævnt,
at ogsá taget, og dermed bygningen som
helhed, har været fuldført.
Ogsá de bevarede fragmenter af væg-
puds antyder, at kirken virkelig blev bragt
under tag, idet man næppe ville have pábe-
gyndt en pudsning af de indre murflader før
pá et sent tidspunkt i byggeforløbet, dvs.
nár bygningen var bragt under tag. Mest
talende i denne forbindelse er selvfølgelig
de rester af puds, der er registreret pá »neu-