Fróðskaparrit - 01.01.1995, Qupperneq 44

48
DOMKIRKERUINEN, »MÚRURIN«, IKIRKJUBØ
trale« vægflader, f.eks. den vestlige del af
sydmuren, idet pudsresteme i kirkens dør-
ábninger kan stamme fra ábningemes op-
muring.
Næste spørgsmál bliver da, om der no-
getsteds ses spor, der antyder en ibrugtag-
ning som kirke. Det fremdragne alterfunda-
ment i sakristiet angiver, at i hvert fald
denne bygningsdel har været indviet. Det
var da nærliggende at se langhusets 12
korsprydede klæberstenstavler som indi-
cium for, at ogsá denne bygningsdel var
blevet indviet. Dette er imidlertid næppe
holdbart. Ligesom det var tilfældet med
kalkmalede indvielseskors, skulle stenkor-
sene blot markere stedeme for biskoppens
pásmøring af olie ved den efterfølgende
indvielsesceremoni. Det var tilsyneladende
sædvane at male korsene pá væggen fomd
for indvielsen, og ligeledes mátte ogsá
stentavleme nødvendigvis anbringes i mu-
ren forinden denne.42
Anderledes forholder det sig med relik-
vietavlen pá østgavlens yderside. Relikvi-
eme i denne taler i høj grad for en indvielse,
og dette kan næppe opfattes som andet end
en indvielse af kirkebygningen. Det er be-
mærkelsesværdigt, at stenens bagside, der
ikke har været synlig efter indmuringen, er
profileret. Dette kunne muligvis tages som
et indicium for, at stenen ikke var indsat i
muren samtidig med opmuringen, men
først senere, f.eks. i forbindelse med en ind-
vielsesceremoni, er indmuret i en fomd ud-
sparet niche. Udformningen af stenens bag-
side med »helgengrav« og dækflise er iden-
tisk med udformningen af alterbordsplader.
Det er derfor rimeligt at forestille sig en
ceremoni svarende til en alterindvielse,
med stenen liggende - med bagsiden opad
- pá et bord el.lign. Efterfølgende er stenen
sá rejst og anbragt pá sin endelige plads i
muren. Sá vidt det kan ses af det overleve-
rede undersøgelsesmateriale, er der intet,
der udelukker et sádant hændelsesforløb.
Det kan ikke udelukkes, at tavlen kunne
være indmuret samtidig med opmuringen
af det omgivende murværk. Der kan da
have været afviklet ceremoniel báde ved re-
likviernes nedlæggelse og ved kirkens ind-
vielse »ud- og indvendigt«.
Den under tavlen siddende stenbjælke
med den afsluttende del af indskriften
kunne synes som en sekundær tilføjelse, i
forbindelse med en eventuel senere an-
bringelse af relikvier fra den hellige Thor-
lacius’ grav. Stenbjælkens tekniske udfø-
relser forekommer mere »simpel« end tav-
len som helhed. For at afklare spørgsmálet,
má der foretages en sammenligning af
skrifttypeme pá de to dele, og relikvierne
má gennemgáes pány, med henblik pá en
pávisning af, hvorvidt de alle er anbragt i
relikviekapslen samtidigt. L. Koefoed-Jen-
sen mente dog at kunne konstatere, at sten-
tavlen aldrig havde været udtaget tidligere.
I Kirkjubøur er fundet to sten med hel-
gengrave fra alterborde, men uden sikker
proveniens; det kan derfor ikke afgøres, om
de stammer fra altre i domkirken, sogne-
kirken eller Líkhús.43
Slutteligt má konkluderes, at der ikke
kan herske tvivl om, at bygningen blev
bragt under tag. At den ikke efterfølgende
skulle være blevet taget i bmg som kirke -
med eller uden hvælv, forekommer helt
usandsynligt.