Gripla - 20.12.2012, Page 325

323
at beskrive udseendet af kvindebryster; der findes to eksempler i ONPs
materiale, hvoraf det ene sammenligner med krystaller og er en udenlandsk
fortælling (Trójumanna saga), og det andet omhandler et monster, en mar-
gýgr, hvis bryst beskrives som “mikil ok síð ok á spenar stórir” (Flóres saga
konungs ok sona hans).
Ligeledes bruges “bred” normalt ikke om sten, i modsætning til fx
mikill og stórr, som optræder flere gange. Blandt ONPs belæg for breiðr og
steinn (286 belæg) findes kun et enkelt, som kombinerer de to: “steinninn
uar .v. alna langr ok halfrar fimtu breidr, enn alnar þyckr” (Maríu saga).
Der er således ikke tale om en kvalitet ved stenen, men om en opgørelse af
mål, som ikke kan sammenlignes med at kalde en sten i bryststørrelse for
“bred”. Dette bestyrkes af, at der er tale om et fast udtryk i forbindelse med
mål. ni andre belæg kombinerer lang og bred, mens et kombinerer bredt
og tykt. Der vil således være tale om et usædvanligt billedsprog, uanset om
man ved breiðr forestiller sig en rund sten eller et rigtigt kvindebryst.
De andre dele af udklædningen drejer sig desuden alene om ydre sym-
boler, ikke om modificeringer af kroppen. Det er her vigtigt at holde sig
for øje, at vi i dag er vant til tanken om kropsmodificeringer, hvad enten
det er ved plastikkirurgi eller udvendige proteser. Det samme gælder ikke
nødvendigvis for norrøn kultur, hvor man ikke har en bh, som stenen
mentalt kan placeres i. jeg advokerer ikke for, at eddadigtene er realisti-
ske i streng forstand, men anfører blot, at en given handling skal ligge
inden for den mentale forestillingsevne for at optræde i digtningen. Her
præsenterer såvel vikingetidens som middelalderens dragter et problem,
idet der simpelthen ikke er et sted at fastgøre objekter på brystet. Dette
betyder omvendt også, at brysterne ikke er så distinkt et kendetegn som i
vores tid, idet de løst hængende under flere lag tøj ikke er nær så tydelige.
Pointen illustreres af, at der i de danske folkevisers ridderviser, som må
siges at være tættere på tidsligt og kulturelt, ikke er et eneste eksempel på
kropsmodifikationer, når der byttes køn. Man skifter simpelthen tøj og
ændrer sit hår, og så er man såvel troværdig som attraktiv i rollen som det
modsatte køn (Mittet 2012, 144).
I en anden boldgade er Helen Damicos læsning af scenen som en parodi
på heltens udrustning til kamp (Damico 1986). Hun ser en parallel mellem
Beowulfs rituelle udrustning til kamp, som også findes i mange andre tek-
ster, og tors iklædning før “kampen” med jætterne (som dog udvikler sig
ENN Á BRIÓSTI BREIÐA STEINA