Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.2001, Page 45

XLI
tredje grammatiske afhandling (Codex Wormianus af Snorra Edda,
AM 242 fol.). Pá f. 35r stár den formodede str. 24 af Arinbjarnarkviða,
som ligeledes kun findes i Den tredje grammatiske afhandling, efter-
fulgt af fdrste halvdel af str. 8 i kvadet. Her har Árni Magnússon imid-
lertid taget fejl af kilden og nederst pá siden anfprt: “Er, kannske, ur
Sonar torreki”.
Samtlige citater fra Egills digtning i 761 b, ff. 32-36, er hentet fra
Codex Wormianus20. Citatsamlingen kan derfor ikke bidrage til rekon-
struktionen af den ulæselige tekst af kvadet i M.
§ 2.4.3. Arinbjarnarkviða i AM Accessoria 28. I en afskrift af Egils
saga fra det 18. árh., som indgár i sagasamlingen AM Access. 28, er
Arinbjarnarkviða anbragt pá sit sted i sagaen. Kvadets tekst ligner den,
som Ásgeir Jónsson har interpoleret i AM 146 fol., men til slut er der
tilfpjet to halve strofer, der - skpnt noget afvigende - svarer til de otte
verslinjer, hvormed Arinbjarnarkviða slutter i Finnur Jónssons bog-
stavrette aftryk af M f. 99v (FJ 349,19-21; jf. den restituerede tekst FJ
361 samt Skjd. I 47-48, hvor der herefter som afslutning tilfpjes de to
strofer bevaret i Den tredje grammatiske afhandling)21. Halvstroferne i
28 har muligvis betydning i ét tilfælde, nemlig i tredje linje af str. 23
(FJ 361: str. 22), hvor der er skrevet fióliain (s. 501). Finnur Jónsson
har ikke i M kunnet se mere end//o/[. . .], men de fire ekstra bogstaver
i 28 stptter konjekturen fjglsáinn (Björn M. Ólsen citeret i ÍF II 267).
Kvadet slutter i 28, s. 501, med ordene: “cætera desunt”.
28 er en stor og indholdsrig papirkodeks; skriften er smuk med store
forsirede initialer. Ifplge en senere ejers titelblad er den skrevet af pa-
stor Jón Egilsson, tidligere skolemester pá Hólar bispesæde, dpd 1784
som sognepræst i Laufás ved Eyjafjörður (jf. ÍÆ III 91). Pá en fplgen-
20 Citaterne ledsages af sidetal, der formentlig henviser til Árni Magnússons egen, nu
tabte, afskrift efter Codex Wormianus (se herom AMLevned og skrifter II 197; Jón
Helgason, Jón Ólafsson frá Grunnavík, Safn fræðafjelagsins V, Kph. 1926, s. 9).
21 Opmærksomheden henledes pá, at Guðbrandur Vigfússon har kunnet tyde spredte ord
og bogstaver fra yderligere et antal linjer pá f. 99v efter den halvstrofe, hvormed trans-
skriptionsforspget i FJ 349 slutter. Denne yderligere læsning er meddelt i CPB I 380 og
gengivet “med alt forbehold” i Skjd. I 47, noteapparatet til str. 23, hvor det imidlertid
fejlagtigt pástás, at Guðbrandur Vigfússon har citeret det hele efter hukommelsen (!).
Pástanden beror pá en misforstáelse af Guðbrandur Vigfússons bemærkning om, at han
har forlagt sin transskription af venstre spaltes nedre del (ikke hele sin transskription,
som det ogsá fejlagtigt hævdes i FJ, fortale s. xxx), og at han derfor har baseret sig pá sin
erindring ved restitutionen af Arinbjarnarkviða andetsteds i bogen. - Guðbrandur Vig-
fússons arbejde med teksten var foregáet en snes ár tidligere end udgivelsen af CPB; det
omtales kort i hans notits Um nokkrar fslendíngasögur, V. Arinbjarnardrápa, Ný Félags-
rit 21, 1861, 126-127, hvor han ogsá udtrykker den formodning, at det bevarede frag-
ment kun udgpr ca. halvdelen af det oprindelige digt.