Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.2001, Page 48

XLIV
Allerede i sin afhandling af 1956 gjorde Jón Helgason opmærksom
pá, at de to store lakuner i M kunne udfyldes ved hjælp af afskrifter fra
den tid, hvor de to senere tabte blade endnu var pá deres plads i hánd-
skriftet. Det har ogsá vist sig, at den ældste trykte udgave af sagaen (H)
er den eneste, som har bevaret den oprindelige M-tekst i disse afsnit
(JH 1956, s. 143-146). Alle andre trykte udgaver har udfyldt de to la-
kuner med tekst fra andre redaktioner (FJ dog delvis fra fragm. f), den
ældste bevarede tekst med nærmere slægtskab til M; fragmentet bestár
af fire blade hvoraf ét dækker halvdelen af den sidste store lakune, jf. §
4.1).
Af de ovenfor nævnte hándskrifter udpegede Jón Helgason de tre
fprste samt JS, alle skrevet i det 17. árh., som stammende fra en tabt
originalafskrift (*M' i stemmaet § 3.1.8 nedenfor). Hertil kommer nu
dels AM 568 4to fra det 17. árh., dels Dublin-hándskriftet (vistnok fra
det 18. árh.25).
JS og 426 danner tydeligvis en gruppe for sig, uden at det enes di-
rekte afhængighed af det andet kan bevises. Det samme kan góres gæl-
dende om D og H.
Jón Helgason udkastede ogsá den tanke (JH 1956, s. 144), at 426 og
455 begge er afskrevet efter JS. Han præciserede, at dette forelpbig
ikke kunne siges med sikkerhed, og det har heller ikke kunnet bekræf-
tes ved nærmere underspgelse. Det stár dog fast, at alle seks hándskrif-
ter samt H nedstammer fra den af Jón Helgason páviste originalafskrift
*M‘. Denne har ikke kunnet være meget yngre end 1640 (JH 1956, s.
143) og har naturligvis været en papirafskrift. De bevarede afskrifter
kan begribeligvis ikke være fuldstændig identiske med deres tabte for-
læg, og dette har heller ikke været sá omhyggeligt udfprt, som man
kunne pnske det. Men sammenligner man det stykke i afskrifteme,
som erstatter den anden store lakune i M, med den del af det gamle
fragment D, som dækker halvdelen af den samme lakune, er der sá rin-
ge forskel - i pvrigt ikke meget stprre end mellem fragmentet og selve
M et andet sted - at det má anses for sikkert, at afskrifterne her har be-
varet tekst, som stammer fra kodeksen.
I nogle tilfælde afslprer afskrifternes læsemáde deres fælles oprin-
delse. Pá f. 62vb i M slutter den pverste linje med ok, mens den fpl-
gende linjes fprste ord er serfiar (kap. 1,34). Her er et ord oversprun-
get ved linjeskifte. I B-teksten af Egils saga i Sthlm KB Perg. 4:o nr 7,
25 [Eller rettere sagt det 18. Srh.s begyndelse, se nedenfor § 3.1.6 med note 34. - Der er
tillige fundet flere yngre hándskrifter med blandet tekst delvis afledt af den tabte origi-
nalafskrift, se §§ 3.2.2-3.2.3 samt 4.5 med note 44. Red.]