Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.2001, Síða 50

XLVI
Et tilfælde kan ogsá nævnes, hvor originalafskriften bevidst har ud-
skiftet et klart læseligt ord i M med et andet; i stedet for auuirðaz kap.
24,5 er der valgt den mere jævne glose gráta.
Nogle linjer længere nede i samme spalte har M’s assisterende stro-
feskriver indfprt sagaens fprste strofe, Kveldúlfrs sprgevers over s0n-
nen Þórólfrs fald i kamp mod Kong Haraldr hárfagri. Her er der klar
forskel mellem JS og 426 pá den ene side og de pvrige afskrifter pá
den anden. I slutningen af strofens anden linje har JS og 426 det kor-
rekte snimma, hvor de 0vrige afskrifter har det i denne sammenhæng
meningsl0se sumra. Men allerede i næste linje har JS og 426 Þundur
kaus þrenna skynde, som delvis stemmer med fragm. 8. Som nævnt til-
h0rer 8 B-redaktionen; alligevel afviger det her fra selve W-kodeksen,
som i dette tilfælde er i overensstemmelse med M: Þundrfell þremia
vandar (fragmentet har ogsá þremia). I strofens sjette linje begynder
alle afskrifter, i overensstemmelse med 8, med det korrekte Þors, hvor
begge kodekser, M og W, har det forkerte þars. Muligvis har skriveren
af *M' husket kenningen for alderdom: Þórs fangvina (d.v.s. Elli). I
syvende linje har begge kodekser igen en fælles læsemáde, hefnt, i
overensstemmelse med flertallet af afskrifterne, hvor fragmentet (samt
JS og 426) har heipt. I ottende linje har JS som den eneste afskrift det
korrekte malm gnaar, f. 39v (og 426 malm naar, f. 17r) i overensstem-
melse med fragmentets malmgnár, hvor M-kodeksen har forvansknin-
gen maglunar. De 0vrige afskrifter har her möglunar, en omlydsform
af M’s læsemáde. Det b0r nævnes, at 568 udelader denne strofe og i
stedet tilf0jer (efter Skallagrímrs opmuntrende ord om mulig hævn):
Kueldv(lfi) þotti þad rad.
Man kunne fortsætte længe med lignende eksempler, men de anfprte
má anses for at være tilstrækkelige til at vise afskrifternes fælles oprin-
delse og samtidig antyde, at JS og 426 indtager en slags særstilling
over for de 0vrige afskrifter.
I M kap. 29,18 fortælles der om Sigmundr, en af Skallagrímrs
mænd, at han boede þar er kallat var a Sigmundar stoðum. Oprindelig
er der skrevet a Asmundar stoðum, men As- er underprikket og oven
over disse to bogstaver og den foranstillede præposition a er der skre-
vet sig (usikkert nár, men muligvis f0r originalafskriften blev taget). I
H trykkes her Asmundarstpdum, og det samme er skrevet i D, mens de
0vrige afskrifter har Sigmundarstodum. Forklaringen pá uoverens-
stemmelsen er næppe den, at originalafskriften her n0je har gengivet
M-kodeksens skrivemáde, sáledes at de senere afskrivere frit har kun-
net vælge imellem de to former. Det forekommer mere sandsynligt, at
originalafskriften blot har haft Asmundarstodum, og at de fleste afskri-