Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.2001, Qupperneq 59

LV
stár ogsá i selve W-kodeksen, men ikke i andre hándskrifter af B-re-
daktionen39. I fortsættelsen udelader Eyf3 str. 43 (Sjalfráði lét slœður)
i overensstemmelse med B (W).
Eyf3 anf0rer f0rste strofe af Sonatorrek ligesom A (M); strofen stár
ogsá i B (463; lakune i selve W-kodeksen).
Eyf3 omtaler Egills digt om Arinbjgm men anf0rer ikke noget af
det; der tilf0jes blot, at Egill sendte digtet til Norge, hvilket stemmer
med 463. Jf. M kap. 78,108, hvor digtet omtales med tilfbjelsen: [ok]
er þetta vpphaf at, hvorefter f0lger et ubeskrevet stykke, som ville
kunne rumme en strofe.
I den f0lgende fortælling om Egills venskab med skjalden Einarr
Helgason har Eyf3 A-tekst (463 er báde forkortet og udtrykker sig an-
derledes). Det er dog bemærkelsesværdigt, at Eyf3 i ét tilfælde udtryk-
ker sig i overensstemmelse med 463: á hendi tignum mónnum, i stedet
for með tignum monnum i M (kap. 78,133). I fortsættelsen tilfpjes i
Eyf3 helldur foran felytell (kap. 78,134), hvilket stemmer med C-re-
daktionen. Fplgelig melder sig en mistanke om, at Eyf3 her har en særlig
A-tekst, og ikke mindre i fortsættelsen om Kong Haraldr gráfeldrs fald i
et slag i Limfjorden:
Haralldur Eir(eks)s(on) fiell i Danmork ad Halsi i Limafirdi og var villt-
ur, Þa bardist hann vid Haralld Knutsson er kalladur var Gull Haralldur.
Þar fiell og þá med Har(allde) kongi Arinbiorn herser iir Fiórdum, Enn er
Eig(ill) spurde fall Arinbi(arnar) hrigdest hann og kvad vysu (1408, f.
116, jf. nedenfors. 151).
Her er villtur sandsynligvis en fejl for vielltur (normaliseret véltr), et
gammelt udtryk for overlistet (vb. véla). I M stár der suikinn (viællt fo-
rekommer i anden forbindelse kap. 78,65). Eyf3 udelader desuden M’s
tilfpjelse efter Gullharaldr (kap. 78,139: + ok þa Hakon jarl), som er
ganske urigtigt ifplge Heimskringlas og Fagrskinnas beretning, selv
om det var jarlen, som havde arrangeret det forræderiske overfald. En-
delig er det bemærkelsesværdigt, at hvor M har den temmelig over-
flpdige tilf0jelse erfyrr varfra sagt til navnet pá Arinbioj'n herser, har
Eyf3 den naturlige tilfpjelse iir Fiórdum.
Det kan her oplyses, at i begge de to sidstnævnte tilfælde stemmer C
med A (M). Derimod har C stprre lighed med Eyf3 til slut; hvor Eyf3
fortæller, at Egill hrigdest, udtrykker C det samme med ordene: þá
þötte honum þad mikill misser.
39 Jf. Jón Helgason, Höfuðlausnarhjal [som note 19], s. 163.