Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.06.2001, Síða 82

LXXVIII
Pronomenerne 1. og 2. pers. dualis nominativ skrives som regel hen-
holdsvis v ogþ med overskrevet /. De forekommer enkelte steder skrevet
við (f.eks. kap. 12,56) og þið (f.eks. kap. 6,8), og de forkortede former
oplpses i overensstemmelse hermed i udgaven. 1. pers. pl. skrives nogle
gange vær (f.eks. kap. 70,58), men som regel v med er//r-tegnet over-
skrevet. Her oplpses forkortelsen som ver.
Tegnet for er/ir er meget almindeligt, navnlig i endelser. Fuldt udskrevet
findes endelser med báde -er og -ir; i udgaven gengives tegnet med -er,
fordi det stemmer med flertallet af de udskrevne former. I nogle tilfælde
er dette tegn skrevet over et þ som forkortelse for den mere almindeligt
forekommende, fuldt udskrevne pronomensform þær, denne forkortelse
oplpses som þær. Præt. konj. af vb. vera forekommer skrevet væri kap.
43,31, men i et andet tilfælde, hvor vokalen er delvis udvisket, er der
sandsynligvis skrevet veri kap. 52,57. Som regel stár der vi med et er/ir-
tegn overskrevet. Her oplpses forkortelsen som væri.
Præp.jyrir er i de fleste tilfælde skrevet/med et overskrevet i, men af og
til stár der fir med cr/// -tegnet overskrevet. Her oplpses forkortelsen som
firer.
Præt. af vb. mæla forkortes mi(t)-, en forkortelse som her oplpses mællt-.
Præt. forekommer aldrig skrevet fuldt ud i Egils saga men findes i andre
sagaer i kodeksen, f.eks. mælltiz Njáls saga f. 28ra24-25, Bandamanna
saga f. 120vb6; perf. part. skrives mællt i Víga-Glúms saga f. 133vb333.
Hvor ét eller flere bogstaver er udeladt i hándskrifteme i slutningen af
et ord (suspension), tilfpjes de manglende bogstaver i runde parente-
ser, i de tre middelalderlige fragmenter samt Tillæg I dog i kursiv, jf.
ovenfor4. Med hensyn til forkortelsen s. skal der gpres opmærksom pá,
at det i visse tilfælde kan være usikkert, om det drejer sig om vb. segja
eller svara. I mange andre tilfælde skal s. oplpses som s(on); i M-
kodeksen forekommer denne nominativ nogle gange som son og en-
3 [I Andrea van Arkel-de Leeuw van Weenens indeks og konkordans til Möðruvallabók,
s. 132, anfdres et eksempel pá skrivemáden mælti i Egils saga f. 98ra26 (kap. 83,20),
men det er en fejllæsning overtaget fra det diplomatariske aftryk s. 167; i hándskriftet
stár der m\i. Fejlen gár igen i statistikken i Andrea de Leeuw van Weenen, A Grammar of
Möðruvallabók, s. 125. Red.]
4 Tre tilfælde i M af adv. ei for eigi (kap. 29,23, 68,63, 73,21) fár dog lov til at stá sále-
des pá grund af usikker sproghistorisk betydning.