Nordens Kalender - 01.06.1932, Side 28

Den danáke Præátegaard, aom den var
Den danske Præstegaard, som den var
Af Forfatteren Valdemar Rordam
Ihele Nordvest-Europa har siden Reformatio-
nen den protestantiske Præstegaard været, hvad
tidligere Klosteret var: en aandelig Akkumu-
lator; omsladret, misundt og spottet; elsket, lov-
prist og efterlignet. Skriftestol og Madgryde, Mo-
dested for adskilte Stænder, for Folkesind og Men-
neskeaand; i Tidernes Blæst en Solkrog, hvor mang-
en ypperlig Almu-Evne fandt sit Grosted og sig
selv.
Og i Danmark, hvor —modsatEngland, Tyskland
og delvis Sverige indtil nu — Adelen tidligt slap
sin Opgave og plyndredes for sin Pligt; hvor kun
altfor sjeldent Storhandel og Sofart bar et virkelig
stærkt Borgerskab i Stil med det hollandske: Her i
vort Bondeland fik Præstegaarden som Kulturfak-
tor i al Stilfærdighed afgorende Vægt. Store Navne
staar udenfor; men undervejs fra Aar 1600 til Aar
1900 finder vi paa Præstegaardens Grund mer og
mer samlet: Her gaar Stien fra Kostalden til Al-
teret, fra Universitetet til Folkehojskolen; her dyr-
kes alle Livsnodvendigheder fra Kartoffelen til Ro-
sen, fra Tobakspiben til Menneskehjertet; her har
den praktiske og politiske Oplysning saavelsom de
guddommelige Gaader deres fordringslose Lære-
stol i hvert eneste Sogn. Tiltalen »Vor Far» fik sit
protestantiske Sind; »Pastoren» var, hvad Ordet be-
tyder, Hyrden.
Det er nu alt forandret. »Udviklingen» for at tale
med vor Tids Dogmatik, har frataget Danmarks
Præster den Arv, de — trods alle Skaar, Skrobe-
ligheder og skarpe Ordsprog ■— saa trofast og længe
varetog.
Et Embed er levnet, men intet Kald; ialtfald ikke
Midlerne til at rogte det, ikke den Ro, som er Vil-
kaaret for et velstaaende Sind. Man ser dygtige og
nidkære Præster saa lavt lonnede, at de maa nojes
med en stedlig Avis paa de tomme Boghylder, og
lade den Have, der i Aarhundreder har kvæget og
undervist hele Sognet, gro til med Skvalder og Kvik,
eller hyppe den om til Kartoffelmark. Hvis de
vil have til at give, maa de fare ud paa Foredrag og
skrive til Bladene. Kontor, Spisestue og Sovekam-
mer har det uundværligste Bohave; Resten af Huset
ligger ode hen, eller gores til Sommerpensionat.
En uventet Gæst er en ny Bekymring; Giftermaal ude-
lukket, eller dog et fortvivlet Vovespil.
Hvad Præstestandens Proletarisering kirkeligt
forer til, bliver en Hovedsag for sig; folkeligt er den
et Kulturtab, som hidtil ingen af de nye Sogne-
fædre og Sjælesorgere —- Lærer, Læge og Redaktor
— ved deres ogede Fortjenester har kunnet dække.
Privat Formue, fremragende Personlighed, et særlig
godt Forhold til Befolkningen eller andre Særlig-
heder holder endnu adskillige Steder Traditionen
nogenledes vedlige. Men Retningen er klar: Med
de gamle Præstegaarde forfalder og nedbrydes ogsaa
den Gerning, hvis Hjemsted de var.
Denne »uvidenskabelige Efterskrift» til en svunden
Tid er sikkert ogsaa upoetisk; men den udtaler med
et Suk Sandheden. Og et Suk tor vel tilgives den,
der med 9 Led af danske Præster bag sig, alene paa
fædrene Side, har, gennem halvfjerde Hundrede Aar,
sine Slægtsrodder i omved 30 danske og norske
Præstegaarde. Dog, Læserne skyer de lange Per-
spektiver, jeg skal pænt holde mig til, hvad jeg selv
har seet og oplevet i de to Menneskealdre, medens
Moderatorlampen forvandlede sig til den elektriske
Pære, »bedre Folks» Fortepiano til Hvermands Radio
— og Præstegaarden skrumpede ind til noget midt
mellem Ramsherred og Villa.
28