Nordens Kalender - 01.06.1932, Side 31

Den dandke Præátegaard, óom den var
ved Ruderne. Men for den modsatte Ende af Gang-
en forte et Trin op, og bankede man paa dér, kom
man ind til Farfar i Studerekammeret, en dyb og
smal Stue med Boger til Loftet; alenhoje Folianter
i brune Læderbind fyldte de nederste Hylder, det var
Kirkebogerne. Under Midtbjelken, i Skyer af Tobaks-
rog, svævede Alverdens Tid og Rum sitrende og
blinkende i Form af en kunstigt halmflettet »Uro».
Men ved Skrivebordet sad, i lang graa Vadmels-
Kavaj med hvidt Halsbind, Farfar selv foran sin
opslagne Bibel. »Læs her min Dreng», sagde han
og pegede. Drengen læste Evangeliet hojt, og Far-
far lagde sin Haand paa hans Hoved og velsignede
ham.
Farfars glatragede faste Ansigt var mærkelig
strengt og smukt, men naar han smilte, udstraalede
de store morkeblaa 0jne ligesom et himmelsk Lys.
Og skont man for havde seet ham læse i tykke Bo-
ger med Troldtegn — Det nye Testamente paa
Græsk og det gamle paa Hebraisk — var man slet
ikke bange. Saa bankede det, og ind traadte, paa
Hosesokker, en lille barket Husmand i blaat Vad-
melstoj og med sort Krave. Han kyssede Farfar
paa Haanden. »Goddag Niels Nilen», nikkede Far-
far, »Sid ned. Naa, hvad har saa du paa Hjerte?»
Manden satte sig paa den yderste Kant af en Ror-
stol, og Drengen smuttede ud.
En ny Gang aabnede sig ind til Kokkenet, paa
hvis gule Murstensgulv de rodmussede Piger klap-
rede om i Tofler og Træsko, foran Komfuret under
den sorte Roghætte, ud og ind i Fadebur og Spise-
kammer. Men for Vinduerne suste det af Kirke-
gaardshyld, og bag Lovet lyste det hvide Taarn
hojtideligt.
Med et nyt Sving gennom en ny smal Murstens-
gang var man ude i Gang Nr. 4, som gik tværs
igennem fra Gaardsplads til Kirkegaard. Her var
Indgangen baade til Kokkenet og til Præstens Kon-
tor; her gik Folk om Sondagen, naar de havde spændt
fra, ud i Lindealleen til Vaabenhuset; her gik Bryllup
og Barnedaab, tæt forbi Dagligstuens Vinduer, ind
til Kirken; men til Ligkisterne var Gangen for smal,
med dem korte de op foran den murtakkede store
Kirkegaardsport mod Torvet.
Og Drengen fortsatte sin Opdagerfærd. I en
Krog af næste Rum fandt han det ubegribelige Stel
til Lysestobningen, brugt endnu; kiggede ind i det
stribet dynesvulmende Pigekammer til Gaarden og
ned i den kolige Mælkekælder med murede Hylder;
kom forbi et buget fremspringende Murværk med
Jernlaage, Bagerovnen —- ind i Strygestuen, hvor
en kolossal Egetræs Rulle med sit Læs af Kampe-
sten afslog at gengælde saadan en Pilts Paahæng
med saa meget som et Knirk. Og saa stod han i
Bryggerset, som hele den Længe havde Navn af;
tiptaaede over de toppede Sten mellem Kedlerne,
forbi et aabent Skorstensrum, fuldt af Morke, Træk-
vind og henfarne Tider — og kom ud i en lys lille
muret Forstue med Dor til Gaarden og Dor til et
nyt lille L. Men den blaamalede Dor lige for forte
overraskende ind til en Bolig for sig. I. den store
Stue til Gaarden havde i sin Tid Farfar haft sit Stu-
derekammer, ligesom hans Far for ham, dejligt ufor-
styrret. Siden havde Drengene som Studenter haft
deres Feriekamre her og i det lille Rum ud til Kir-
kegaarden. Resten af Længen var Torvehus til de
30,000 forsterangs Æltetorv aarlig fra Præstemosen.
Men hele denne eventyrlige Bryggerslænge var
bygget som Stuehus for halvfjerde Hundrede Aar
siden; Aarstallet stod skaaret i den sodede Skorstens-
bjelke. Under den sad vel mangen Gang Oldefars
Oldefars Farbror, da han bejlede til Datteren af
Herr Vium i Ondlose. Ialtfald var det forunderlig
hjemligt at se gennem de smaa solbrændte Ruder
ud til Kirkegaardens Buxbom- og Lavendelhække.
I en af Ruderne havde Farbror Christian, Officeren,
ridset sit Navnetræk; og paa et af de Gravsteder
laa Faster Emilie, dod saa ung og yndig, at ingen
havde glemt hende endnu. Og derovre i Kirken
var Far konfirmeret; dér havde han prædiket forste
Gang som Kandidat allerede, med sine egne For-
ældre som Tilhorere. Men paa Rygningen af det
vældige firkantede Taarn vidste man, at Storkene
havde deres Yndlingsplads, naar Ungerne blev voxne;
dér floj de op med Froer og Hugorme fra Mosen,
aad og knebrede,’lige til den store Klokke i Glam-
hullet ringede Solen ned. Nu var de rejst, desværre,
ned til Ægypten. Allerhelst vilde Drengen have seet
dem staa paa Kanten af deres Rede, den sorte Ro-
verborg af Pinde og Kvas over Gavlmonningen,
31