Nordens Kalender - 01.06.1932, Side 34

Den danake PræéLegaard, eom 3en var
tjornen paa den lille Plæne; saa bad han om et Ark
Papir, spidsede en Pind, dyppede den i Grumset,
hed det sig, og tegnede det hele: Rosenbedet i For-
grunden, den lange buklede Længe med de util-
hugne Graastens Trappetrin op til den buede Glas-
dor, og Kastanjerne, hvis knudrede Stammer der
skulde tre Mand til at favne, og hvis Kroner kup-
lede sig over Monning og Skorstenspiber; endelig
i Baggrunden tilvenstre Kirketaarnet, hojere og
tungere end noget jordisk Jættetræ. Saa skrev han
forneden sit Navn: v. Lovenstern 1853; rejste sig
og bad med et Buk »die gnadige» Farmor beholde
Bladet som en Erindring. Som en dyrebar Erind-
ring gik det i Arv til Sonnesonnen; skulde været
gaaet i Arv til hans Borneborn igen; og nu er det
brændt; den Ild, som hedder Borte, har taget det,
tilligemed de gamle Slægtsmalerier og Mynsters
Betragtninger og meget mer.
Men i Drengen fra dengang lever endnu den rig-
tige gamle Præstegaard, Farfars og Farmors; noget
af den og mange andre har han smeltet ind i en
Digtsamling; en Sten hist og en Tone her levnet af
Fædrenes Liv.
Næste Led kom, da Far efter Farfars Dod ryk-
kede ind som Præst i sit Barndomshjem. Paa en
Maade var her endnu hjemligere nu, da baade Far-
far og Farmor laa derude paa Kirkegaarden hos
Faster Emilie, under Vedbendtuer og Marmorkors
i den morgensolede Krog mellem Kokkenvinduerne
og Havemuren, over hvis Kant Hylden og de hvide
Rosenbuske hældede sig ind.
Naar nu Drengen som Student boede i Kamme-
ret til Kirkegaarden, var han aldrig alene; mægtigt
kaldte den store Klokke med Slægternes Rost, baade
ved Bryllup og Begravelse, naar Solen stod op, og
naar den gik ned. Og den, som drog Rebet, var
endnu som for gamle Sidse, Karen hedder hun i
Digtet, der gigtkrum, saa de knudrede Karlenæver
næsten rorte ved Jorden, kom traskende fra sin
Hytte bag Baggaardsdiget hver Morgen og Aften.
Hun, krovl som hun var, drog Rebet; og Evigheds-
raabet rungede, op i Oredrevet, ud over Mosen; hele
Sognet horte det.
Den statelige Bodker og Sognefoged ved Lande-
vejen paa den anden Side af Kirkegaarden var Fars
Barndómsven, Bondcrne hans Præstkammerater;
i Forstningen var han for dem simpelthen »Præs-
tens Hans». Næsten hele Sognet var dobt, konfir-
meret og viet af Farfar, som duttede dem alle; Far
sagde De, og Niels Nielsen, ikke Niels Nilen mer.
Ældre Folk fra de mere afsides Kanter vilde stadig
hilse Præsten med Haandkys, noget som Far for-
færdet veg tilbage for. Saa flyede de ham Kysset
i deres hule Haand.
Farfar havde været en from Mand, yderst ford-
ringlos, ens overfor alle; trak kun nodtvungen i sort
Frakke, .endnu nodigere i Kjole og Hvidt; bar aldrig
sit Ridderkors; gravede selv sin Urtegaard, indtil
han dode, 80 Aar gammel. Men han bar til sin graa
Kavaj det h-vide Halsbind af fineste hollandsk Lær-
red; modtog rolig sit Embeds Respekt; lod, ligesaa
konservativ som frisindet, opad og nedad Stands-
skellet staa, som det stod. Far, hvis Sindelag var
ganske det samme, tænkte som Demokrat, endskont
han aldrig deltog i Politik og sjeldent afgav sin
Stemme; visse Indtryk af adeligt Hovmod havde
i hans unge Dage gjort stærkt Indtryk paa ham; af
lutter Retsind fristedes han til at give Storfolk for
lidt og Smaafolk for meget. Det var Kamptider;
Ungdomsvenner paa Egnens Herregaarde trak sig
krænket tilbage; af det arvede Tillidsforhold til de
gammeldags Bonder blev et personligt Yenskab
med ledende Venstremænd og Hojskolefolk.
Naar stadsklædte Koner Aaret rundt stilfærdigt
afleverede slagtede Hons, Ænder og Gæs, dejlige
runde Kommenoste og Krukker med nykernet Smor
eller fed Flode som Gaver til Præstens Kokken,
fortsattes dermed en ældgammel Skik; men naar
alle de Koner og Enker, hvadenten de kom fra Ste-
der med een Skorsten eller tre, hentedes ind til
Kaffe i Dagligstuen, var dette en ny Tid. Nyt var
det muligvis ogsaa, at Tiende aldrig afkrævedes
dem, der ikke af sig selv bragte den; en Overbæ-
renhed, som kun sjeldent blev misbrugt.
God Kirkegang havde der været baade i Olde-
fars og i Farfars Tid; nu blev det Tilstromning,
særlig i Hovedsognet. Ikke blot ved Hojtiderne,
men Sondag efter Sondag kom Yogne i Snesevis
rullende op i Præstegaarden, ogsaa med Sogne-
baandslosere langveje fra; den smukke rummelige
34