Nordens Kalender - 01.06.1932, Blaðsíða 114

JyLLandó Hovedólad
Molleparken med Joh:s Bjergs »Elskovskampen».
mæssige Forskelle sluttede man op om Universi-
tetssagen. Allerede nu kan der hostes. Universi-
tetet har i fuld Forstaaelse af sin Pligt som folke-
opdragende Faktor ladet afholde offentligt tilgæng-
elige og stærkt besogte Forelæsninger. Og i Stu-
denterforeningen, hvor 400 Akademikere er samlet
ved Medlemsskab, har Senioratet bestræbt sig for
at inddrage Byens Befolkning i Diskussioner, som
gennem Radioen er blevet fulgt og har givet
Genlyd Landet over. Med mærkeligt afblegede Bog-
staver stod indtil for ganske nylig de store Navne,
som engang havde kastet Glans over Fodebyen
Aarhus: Ole Romer, den danske Newton, Erik Pon-
toppidan, Ole Worm, Jens Worm, Jacobus Matthiæ
Arhusiensis — hvis filologiske Arbej’der skaffede
ham et europæisk Ry — og Bygmesteren Laurits
Thura. Nu er det, som om man endelig har frisket
Mindetavlerne op. Man har indset, at Livet har
andre Værdier end dem, der kan maales med Alen
og vejes paa Bismer.
Den, som gæstede Landsudstillingen i Aarhus i
1909, vil fra sit Besog erindre »Den gamle Borg-
mestergaard», et herligt Kobmandshus, som man —
da det dog var domt til Nedrivning ■— havde op-
stillet mellem andre forgængelige Bygninger og
valgt til Ramme om en kulturhistorisk Udstilling.
Dette Borgerhus blev Grundlaget for en Musæums-
virksomhed af enestaaende Art og Omfang i Europa,
— Berettigelse nok til her at ofre den et særligt Afsnit.
Allerede dengang havde Huset Succes. Det be-
talte sig endogsaa! Og man vedtog at bevare det
som Bolig for de gamle Minder, der flakkede rundt
i Byens Nutidsdag uden at kunne faa Tag over Ho-
vedet. En skonne Dag stod det rejst paany, og som
det sommede sig for det: midt i en Idyl, den tid-
ligere »Haveselskabets Have» i Stadens Udkant.
Her laa det da og skærmede med sine gamle Mure
alt det, en By saa nodigt vil miste: sine Minder,
sin Tradition, — trods alt! Svaner og Ænder gled
henover den blanke Dam, i hvis Flade Huset spej-
lede sine Murstensfelter, sit Bindingsværk og Ta-
gets rode Vingetegl. Men i Husets Dromme var
der Fremtid. Rykket bort fra sine forste Omgivel-
ser og et fjærnt Aarhundrede onskede det sig sin
Tid og sit Selskab tilbage. Og Visionen blev Virke-
lighed. Netop ved at fable om det svundne, skabte
den gamle Borgmestergaard nyt Liv, omkring sig.
Den er ikke længere alene. Den har set en By voxe
op omkring sig, en gammel Kobstad med Gaards-
plads og Værksteder, med hamrede Skilte og tegl-
hængte Tage: med Borgerhavers hengemte Pryd af
Gyldenlak, Ambra og Balsamblad og med Torve, hvor
Brondstraalen spredes for Vindstod. Dammen er
blevet Molledam. Det store, vaade Mollehjul drejer
sig tungt og langsomt rundt med Slik og Gronske
om sit gamle Tommer og stober atter de Diaman-
ter, der straalede i en fjærn Lyriks uforglemmelige
Pastoraler.
Her er Duft af Fortid, men ingen Musæumsluft.
Ingen rode Klunkesnore holder os borte fra Tingene,
som tilhorte vi en Landsbyskole paa Udflugt. Ingen
Nummerskilte bringer os Hilsen fra et paagaaende
Katalogsystem. Og det gaar endda. Urene dikker,
uden at nogen piller ved Pendulerne. Clavichor-
dets Tangenter rores ikke af Fingre, der har Lyst
til at spille en moderne Schlager paa dette Instru-
ment, der lukker sig som i Erindring over en Vals
af Weber, en Gavotte af Chopin. Frit kan man
vandre gennem Gaardens Stuer, der hver for sig
omslutter en Epoke af dansk Kobstadkultur og sam-
let illustrerer de vexlende Stilperioder. Allerede i
Portgabet stemmes man rigtigt ved Synet af den
gamle holstenske Fletvogn og de halmsnoede Brand-
spande. Og helt naturligt standser man paa den
hængende Svalegang, under hvis Tagskæg en Dros-