Nordens Kalender - 01.06.1932, Síða 168

Det i>e<itj\/<ike Redninq.wœ.)en
Kommandoren endnu var varm, da han blev baaret
op fra Stranden.
Endnu medens disse Begivenheder foregaar,
kommer der Bud om »St. Georges» Stranding blot
en Milsvej Syd for »Defence». Om Bord i dette
Skib havde man i sidste Ojeblik ladet Ankrene
falde for at holde det fri af Land, men de svære
Ankertove sprang som Traade, og det vældige
Skrog slyngedes ind paa Revlen. Man forsogte
straks at sætte Baade ud, men baade de og Skanse-
klædningen knustes og skylledes bort.
Fra Land kunde man se, at der herskede Ro
og Orden, og indtil Dagningen brod frem, skim-
tedes endnu Lys i Kahytterne. Men Skibet var
allerede Vrag. Man ojnede Klynger af Mennesker,
flere Hundrede, der klamrede sig til Skroget, da et
Bolgebjerg væltede ind mod Revlen under et
tordende Brag. Et Ojeblik var alt skjult som under
en Lavine, men da Braadsoen var skyllet over, var
alle disse Mennesker revet med, og kort efter rullede
deres Lig ind i Havstokken. Resten af Mand-
skabet gjorde nu Forsog paa at komme bort fra
Skibet. I Flokkevis sprang de over Bord for om
muligt at redde sig i Land ved Svomning, men ingen
af dem naaede levende Strandbredden. De sidste af
de 852 Mennesker tyede op i Rigningen eller paa den
hoje Hytte agter for ikke at rives med af Braad-
soerne, der hele Tiden brod over Fartojet. Men kort
efter brækkede Riggen sammen, og alle, der havde
sogt Tilflugt der, styrtede i Havet og knustes mellem
Vragstykkerne. Hele Dagen og Juleaften vedblev
Stormen at bære Nodskrigene til Land, men Kyst-
beboernes eneste Haab om at bringe Hjælp var,
at Stormen vilde lægge sig, saa man kunde komme
fra Land med de Baade, man havde. Natten igennem
opholdt de sig paa Stranden for at være rede til
at ro ud, om der kom Lindring i Vejret, men da
Julemorgen brod frem, ojnede man gennem Graa-
lysningen et mennesketomt Vrag. Kun 10 Mand
var det lykkedes at redde Livet.
Et grufuldt Syn modte 0jet langs Stranden, over
en Strækning paa over en Mil var Kysten dækket
af Lig og Dynger af Vragstumper. Helt ned til
Bjerregaard Nord for Nymindegab drev Ligene
af de forulykkede ind. Paa Kirkegaardene bag
Klitterne blev der gravet store Fællesgrave til de
ilanddrevne. Men flere Steder blev de jordede
ude i Havbakkerne. Fra min Barndom husker jeg
disse graa Klitter, der endnu bærer Navnet Dode-
mandsbjerge, hvor de fremmede Havlig var gravet
ned. Om gammel Gru taler de endnu til Sindet.
At disse Hændelser har opskræmt Samtiden og
henledt den almene Opmærksomhed paa de fare-
truende Forhold langs den jyske Havkyst, hvor
Skibsforlis med Tilintegorelse af Menneskeliv under
det voksende Handelssamkvem var en daglig Be-
givenhed, er indlysende. En humanere Tids
Tænkemaade var trængt igennem og naaede ogsaa
ud til disse Egne af Landet, hvor man gennem
Aarhundreder var vænnet til at agte Strandingsgods
hojere end Menneskeliv. Men forst 36 Aar senere
indtraf en ny Ulykke, der bevægede Staten til at
gennemfore Foranstaltninger til Skibbrudnes Red-
ning.
Natten mellem den 12—13 April 1847 kastedes
det engelske Barkskib »Vertumnus» ind paa Rev-
lerne ved Harboore Strand. Aarsagen var som
sædvanlig Storm og Stromsætning. Skibet blev
kastet ind paa anden Revle omtrent 300 Alen fra
Land, og Manskabet maatte straks soge op i Rig-
ningen for ikke at skylles bort af Brændingen. Saa
snart Strandingen var observeret, samler Kystbe-
boerne sig paa Stranden, og i det tidlige Daggry
gor nogle Mænd Forsog paa med en Fiskerbaad at
faa en Line om Bord i Skibet. Men synkefærdig
maa de soge til Land; dette sker ved Syvtiden om
Morgenen. Da kommer den Mand til Stede paa
Stranden, der ikke blot blev Talsmand for, men
ogsaa Skaber af det jyske Redningsvæsen, Sand-
flugtskommissionær, Kammeraad Claudi. Han sætter
sig ojeblikkelig i Spidsen for nye Redningsforsog
for at komme de Skibbrudne til Hjælp.
Fire Gange ror man ud, og hver Gang er Claudi
selv med i Baaden, der sonderslaaet og halvfyldt
af Vand maa vende om, for at de ombordværende
ikke selv skal omkomme i Bolgerne. Men under
det sidste Forsog lykkedes det at ro Skibet op og
faa et Dræg med en Line kastet om Bord i Rigningen
af Vraget. Og ved Hjælp af den faar nu Mandskabet
en Trosse halet ud til sig. En Stund ser det ud