Tímarit lögfræðinga - 01.06.2005, Blaðsíða 19

gere blot som et formelt princip, men også som et retspolitisk princip for lovgiv-
ningsmagten, som betyder, at straf kun må bruges for lovbrud, når lovgivningsmag-
ten er kommet frem til – efter nøje overvejelse – at handlingen ikke blot skal være
lovstridig, men også skal være strafbelagt. I nøje sammenhæng hermed står, at vage,
udflydende, generelle o.s.v. straffebud i dag anses som uantagelige ... På baggrund af
det foreliggende kan det sluttes, at dansk strafferet i nyere tid har været præget af en
stadig videre anerkendelse af, at deliktsbeskrivelserne i lovgivningen skal være
præcise og klare.
Í nýlegri ritum danskra fræðimanna er að því er virðist ekki fjallað um þetta
efni af meiri dýpt eða meginreglunni um skýrleika refsiheimilda gefið meira
vægi. Knud Waaben hefur raunar verið talsmaður þess að ekki séu gerðar
miklar kröfur til skýrleika refsiheimilda og dregið í efa að slík regla verði bein-
línis talin hafa sjálfstætt lagagildi í dönskum rétti. Fremur sé um að ræða leið-
beiningarsjónarmið við mótun efnislýsinga í refsiákvæðum. Um þetta má vísa
til eftirfarandi umfjöllunar í ritgerð hans Lovkravet i strafferetten frá 1994:34
Det er endnu et krav til en velindrettet strafferet som nogle vil henføre til legalitets-
princippet. Det er kravet til lovgiveren om at gerningsbeskrivelser skal være nøjagt-
ige og tydelige og ikke må overlade for meget til domstolenes vurderinger. Hvis dette
kan kaldes et princip, er det ikke et af dem der kan omsættes til gældende ret ved en
kort og enkel lovbestemmelse. Det ytrer sig som en retningslinie for skrivning af
straffebud. Og det er forkert at tro at brugen af straffebud med ubestemte og vurder-
ingsprægede elementer, almenbegreber etc. er noget som man gradvis kan komme
bort fra. Denne lovteknik er en pris som har måttet betales for at overvinde den
kasuistiske skrivemåde der efterlader huller i loven. Større brug af præcise og an-
skuelige gerningsbeskrivelser øger behovet for udvidende brug af loven. I relation til
lovkravet, det egentlige legalitetsprincip, må det fastholdes at selv ved bestemmelser
med ubestemte og generaliserende sproglige træk er der en lov at dømme efter. Lovg-
iveren har ønsket den sådan og været indforstået med at dele sin grænsesættende
kompetence med domstolene.
Hér má einnig vísa til eftirfarandi athugasemda Knud Waaben í ritinu Straff-
erettens almindelige del I frá 1999:35
Man kan spørge om der i dansk ret kan opstilles grænser for hvor ubestemte ordvalg
lovgiveren må gøre brug af i gerningsbeskrivelser. … I dansk ret kan det vanskeligt
tænkes at en domstol med støtte i strfl. § 1 helt tilsidesætter en i øvrigt gyldigt til-
blevet lovregel, dels fordi § 1’s ord „hjemlet ved lov“ ikke siger noget om bestemt-
hedskrav, dels fordi § 1 kan fraviges ved lov (hvis der altså kan tales on en afvigelse
fra § 1). Der kan næppe peges på nogen i lovsproget benyttet formulering som ikke
har kunnet vedtages med en utvivlsomt bindende virkning for domstolene. Det er
19
34 Knud Waaben: „Lovkravet i strafferetten“, bls. 130-131.
35 Knud Waaben: Strafferettens almindelige del I. Ansvarslæren, bls. 74.