Saga - 1970, Page 261

ANDMÆLI VIÐ DOKTORSVÖRN
259
nevnt hadde Island efter det 12. árhundre og fram mod
1400 kultursamband med utenverdenen nesten bare via
Norge“. Det er báde rigtigt og galt. Ruten gik over Norge,
men det betyder ikke, at man ikke kom længere frem sydpá.
S. 52 skriver præsens meget diskret om overleverings-
forholdene, som fra naturens hánd er meget bedre pá
Nordlandet. En mægtig faktor pá Nordlandet er dog ikke
alene kirkemagten men stormændene af den islandske
^avadel, som det myldrede af, især i Eyjafjörður. Slumpen
kommer ogsá ind i regnestykket. I kirken i Ás í Fellum
^ke langt fra Valþjófsstaðir var der endnu en prægtig
skáret dor omkr. 1830. Pá Hof í Vopnafirði stod der en
^ðganimel stavkirke fremover 1750. Pá Eiðar var der
en addgammel stavkirke, malet og forsiret, ligeledes i Valla-
nes, hvoraf der findes rester af triumfbuen i Museum
^ational i Paris.
S. 54 citerer præses Pálmi Pálsson, at Draflastaða-stolen
Jkke oprindelig var ment som kirkestol. — ,,ion ion son
a mig seiger stollin. — Men tænk da pá den ene Grundar-
stols: — hustru Þorunn a stolen. — Har præses ikke haft
tanke pá, at begge kirker er proprietær-kirker, privat-
kirker, og fra 1584 ved vi bestemt, at Jón Jónsson havde
halvdelen af Draflastaðir mod sin moder Þórunn Gísla-
Jóttir?
Præses rejser et intrikat problem i forbindelse med initi-
alerne I og 0 i Bibelen 1584. Her má man undersoge ting-
ene nærmere, skont jeg skulle vide noget om det som
adgiver af lystrykket. Men jeg giver præses ret i fremstill-
m&en.
S- 60 har vi problemet med renæssancen. Præses regner
her med den hojere gejstlighed som formidler via Koben-
avn. Er det sá sikkert, nár vi har in mente den direkte
andels- og skibsforbindelse med Hamborg? Og jeg savner
01ntale af Staðarhóls-Pálls, Páll Jónssons, ægte renæssance-
skabe i Þjóðminjasafn, fin importvare fra Tyskland. Men