Saga - 1970, Page 265

ANDMÆLI VIÐ DOKTORSVÖRN
263
komme til Reykjavík. Sá det er ikke sá mærkværdigt, at
íorholdsvis fá ting har fundet vej til Þjóðminjasafn i
Heykjavík. En del findes endnu i privateje pá 0stlandet
finder vel vej til bygdemuseerne dér i fremtiden, sá-
fremt det ikke gár til grunde ved brand, som da Ketils-
staðir á Völlum brændte for et par ártier siden, hvor jeg
havde beskuet adskillige rariteter for en 25 ár siden. De
sidste mestere Stefán Eiríksson, f. 1862 í Fremraseli
1 Hi’óarstungu, d. 1924 og Ríkarður Jónsson, f. 1888 í
Tungu í Fáskrúðsfirði, er som deres data viser 0stlændere.
Jeg háber, at jeg ikke har trættet præses og det ærede
auditorium alt for meget. Men nár man fár tilfælde til at
g°dte sig over en sá fortræffelig lælckerbidsken og epoke-
Sorende afhandling, sá er det lidt svært at holde sig i
tomme. Der findes næsten ingen trykfejl. Den eneste
Mpsus af alvorlig art findes i underskriften til fig. 18.:
Stadur á Reykjanesi er nemlig i Barðastrandarsýsla.
Hen Arnamagnæanske kommission skal have tak for
het fortræffelige udstyr af udgaven.
Men nu kunne man sporge, hvorfor en Islænder ikke
aar præsteret dette værk. Det har sine alvorlige grunde.
1 °r i dag ikkuns 200.000 mennesker i et land, der er en
% storre end Irland. Vi opretholder en moderne vel-
fserdsstat med alle institutioner, funktioner etc. og efter
ovad jeg kender til i denne verden, er der meget fá lande,
lvor man gennemsnitlig magter at holde en hojere stan-
arh i alle henseender end hjemme i Island. Men 200.000
mennesker kan ikke overkomme alt i eet nu; det siger sig
®elv, og det er mange gange sá, at vi til dels knækkes af
en enorme arbejdsbyrde, som vi má bære.
Teg onsker præses hjertelig til lykke med dette store
aibejde, som det har taget mange ár at tilvejebringe, og
etragter præses som nutidens landnámskona, der igen
<nytter gamle kulturbánd mellem Norge og Island.