Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.04.1960, Blaðsíða 11

FORORD
Alkuin blev fedt i York i áret 735 og virkede en tid som lærer
der. I 782 blev han kaldt til Karl den Stores hofskole i Aachen og
var i de folgende ár medvirkende til, at denne skole blev et cen-
trum i europæisk ándsliv. I 796 blev han abbed i Tours, hvor han
dode i 804.
Alkuin efterlod sig skrifter inden for de fleste af tidens viden-
skabsgrene, exegese, morallære, dogmatik, historie, hagiografi, filo-
sofi, matematik og grammatik1). Det er især hans breve og de
skrifter, der ikke var bundet til datidens kirkestridigheder, der har
interesseret eftertiden, og nogle har haft en ganske forbloffende til-
trækning pá eftertiden, meget takket være »det værdige og myndige
og egte karolingisk kultiverte« i deres fremstillingsform (Paasche)2 *).
Ogsá i den norrone og islandske middelalderlitteratur finder man
Alkuins spor. I den norske homiliebog (AM. 619,4°) findes en over-
sættelse af Alkuins skrift »De virtutibus et vitiis«, og uddrag af
dette skrift har fra det 14. til det 18. árhundrede været anvendt til
at páminde islandske domsmænd om deres ansvar. Det etiske ele-
ment var stærkt fremtrædende hos Alkuin. Det er derfor karakteri-
stisk, at den norske landslov (1270) og derefter ogsá Jónsbók (1281),
nár de skal advare mod at fælde uretfærdige domme, anvender
citater, der genfindes i Alkuins ovennævnte skrift (NgL II 634 * *ff =
Korsk Homiliebog 219).
') Se Martin Grabmann: Die Gesehiohte der scholastischen Methode Freib. (im
Br.) 1909 s. 193 ffLexikon fiir Theologie und Kirehe I (1957) Alkuin sp. 340.
2) Under korrekturlæsningen ser jeg, at Halvorsen i sin bog: The Norse Version
of the Chanson de Roland (Bibl. Arnam. XIX) s. 2 mener at »The translation . . .
is rather clumsy, and shows that it was still difficult to discuss philosophical
matters in the native language«. Det er efter min mening en helt misvisende
vurdering af forholdene omkring denne oversættelse.