Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.04.1960, Blaðsíða 42

38
Denne bestemmelse har vist sig indholdsmæssigt at være iden-
tisk med to punkter i kong Erik Magnussons store almindelige
retterbod, den der betegnes som retterboden om provster, og som
dateres til ca. 1280. Den norske redaktion af denne retterbod er af-
trykt i det islandske diplomatarium (11,200) og i Norges gamle Love
(111,3-12), hvor den págældende passus findes i afsnit nr. 281).
I islandsk affattelse er denne retterbod aftrykt i det islandske
diplomatarium (11,206), og de bestemmelser der er indgáet i dette
dommerkapitel, findes i § 15-16. I 350 fol. lyder de:
Hueruetua þar sem lógmaðr er n§r. þa skal hann nefna menn til
dóms. einkannliga þar sem vm stor mal er at dæma. enn ella syslu-
maðr ok skoði innuirðuliga, at þeir nefni .xij. menn. skynsama
menn. ok skilrika. til doms huarki sakaða ne sifiaða þeim sem um
skal dæma. ok þeir .xij. gangi einir saman. ok staðfesti sua dom
sinn. ok siðan gangi þeir til annarra manna. ok samþykki þeir þa
allir saman dom þann með lofataki.
En þeir sem æigi uilia samþyckia. sueri eineiði. at æigi uitu þeir
annat sannara. en þeir segia ella sekr huerr þeirra mork við konungh.
Det viser sig, at flere afsnit af denne retterbod er blevet losrevet
og har levet uafhængigt af retterboden i den hándskriftlige tradi-
tion. Det citerede afsnit fra AM. 42a,8° findes sáledes i andre hánd-
skrifter som selvstændigt appendiks til Jonsbogen.
Hvornár og hvordan denne retterbodsbestemmelse er blevet fojet
til den her aftrykte formaning til dommere har det ikke været mig
muligt at bestemme. Det er tænkeligt, at det er sket i en biskoppelig
forordning, men en sádan har jeg ikke fundet i Diplomatarium Is-
landicum. Det kan eventuelt tænkes at være sket i forbindelse med
en bestemt retssag.
Man kan tvivle om, hvorvidt samhorigheden er oprindelig, for
formaningen til dommerne (domsmændene) kan vel kun ved en
hártrukken fortolkning opfattes som det teoretiske grundlag for den
juridiske procedure, der foreskrives. Man fár snarest det indtryk, at
samhorigheden má tilskrives en tilfældighed. De to kan have stáet
umiddelbart efter hinanden og af en afskriver være blevet opfattet
som en enhed. Derfor kan man ikke uden videre anvende konstate-
Jfr. ogsá Ólafur Halldórssons udgave af Jónsbók 280 og NgL II, 63 fodn. 30,
der meddeler denne passus efter en marginalnotits i Gks 3260,4° (c. 1400).