Nordens Kalender - 01.06.1930, Blaðsíða 11

OLAV DEN HELLIGE
Olav Den Hellige
Til 900 aarsmindet om kongens fald paa Stiklestad 29 juli 1030
Av Fredrik Paasche
Inorsk teologisk litteratur fra middelalderen tales
der ved flere leiligheter om kristendommens
seier i Norge. Det heter da gjerne at natten
vek for dag, mörket for lys. Og disse enkle billeder
blir endnu brukt av norske prædikanter og salme-
digtere som beretter om Olav den helliges gjerning.
Der er noget i symboliken, man behöver ikke at
dele prestens eller poetens religiöse opfatning for
at föle det slik; om man ser et fremskridt i over-
gangen fra den hedenske kultur til den kristne —
fra skogen til skolen — kan man altid synge med om
lyset som kom.
Men forbehold tar vi vel alle. Vi synes vi kan
trænge »mere lys»; og vi tror ikke at hedendommen
var bare mörke.
Rigtignok vet vi ikke meget om den hedenske
tid. Vi har arkæologiens vidnesbyrd, saa langt de
rækker, og ellers saga, Edda og skaldediktning; men
sagaen er sen og maa brukes med forsigtighet, og
vi vet ikke i hvor stor eller liten utstrækning Edda-
og skaldekvæder gjengir herskende tankegang og sed.
Vi har indtryk av aarvaaken æresfölelse, eller
rettere ærelyst, av krig, hat og hevn; mindre ser
vi av fredens sysler og de mildere stemninger. Og
vi kan komme til at synes at med denne slegt har
vi litet nok at gjöre, den er for langt borte. Men saa
hænder det kanske at den taler til os, med ord som
höres nære. Og det gaar op for os, det som i grunden
skulde vare selvfölgelig: Ogsaa i den gamle tid har
menneskene hat bruk for freden; og der er andre
fölelser end de haardt selviske, som er »uhistoriske»
i den forstand, at de gaar gjennem al historie. Ogsaa
i den hedenske tid har barn elsket mor, og sösken
hverandre.
Paa en gravsten fra Hardanger, en runesten, som
har faat sin indskrift hundreder av aar för landet
blev kristnet, læser vi: »Birgingu! bo i ro, söster
min, kjær for mig Vagar.» Stenen har fulgt den
döde i graven, indskriften er ikke bestemt til at
sees, den angaar bare to: bror vil endnu være noget
for söster, og pröver at faa sagt hende det.
»Bo i ro, söster min — !» Livet er sterkere end
döden, saa meget visste ogsaa de gamle. Men det
ser ut til at forestillingerne om det fortsatte liv har
været av mange slags, og ikke bare trösterike, der
tales om et Hel som ligger dypt og mörkt og gir
liten glæde.
Idethele har religionen, idetmindste slik den kunde
arte sig i hedendommens sidste aarhundreder, knapt
budt paa stor tryghet. Guderne er blit til i tiden
og skal gaa under i tiden; jotnerne, de golde og livs-
fiendske, er ældre end æserne og skal före verdens-
alderen til avslutning. Der maa være et »efterpaa»;
men hvem kan si saa visst hvad det rummer? »Ikke
mange ser længere frem, end dit hvor Odin möter
ulven.»
Selv nu er der utryghet ved guderne. Odin
sviker sin dyrker, han er aldrig at lite paa; æserne
kan bryte ord og ed. Og allerede har det kommende
mörke sendt skygger ind over gudeverdenen; den
gode Balder er borte. —- Der maa være en magt
som er sterkere end alle; som gjör guder, jotner og
mennesker like hjælpelöse. Denne magt heter
»skjæbnen»; det var navnet paa det som ingen forstod.
Kristendommen kommer med en forklaring:
»Skjæbnen» staar i Guds haand. Og Gud er aldrig
borte, og aldrig ond; Gud er fra evighet til evighet
og er den samme igaar og idag og altid, han har
skapt verden og opholder den, men er ikke selv
av verden. Der kan ske dig ondt, men det beror
9