Nordens Kalender - 01.06.1930, Blaðsíða 91

SAGN FRA DET GAMLE HINDSGAVL SLOT
Nuværende Hindsgavls
foregik derinde, men næste Dag sagdes der Mand og
Mand imellem, at en Frænde af Herremanden, en Dame
af fornem Byrd, som mest havde opholdt sig i uden-
rigske Lande, var kommet paa Besog. Hun havde en
hel Del Rejseskrin med; Svendene, som bar dem op
paa det Kammer, som Lehnsherren havde ladet gore
i Stand til Gæsten, kunde ikke blive trætte af at fortælle,
hvor tunge de var. De var nok pakkede med Boger og
tykke Folianter, mente de, for den fremmede var en
hojlærd Dame, som, efter hvad der hviskedes om paa
Slottet, havde studeret de hemmelige Kunster, ikke
alene i den Stad Paris, men ogsaa i Italien, hvor Munkene
særlig skulde være forfarne i den Slags.
Bonderne, der arbejdede omkring Hegnesgavel, saa
kun sjældent den hojbaarne Dame. Mest opholdt hun
sig i det store Taarnkammer. Hvad hun foretog sig,
vidste ingen, men til sent om Aftenen, ja, til langt ud
paa Natten kunde man se Lyset skinne gennem Rummets
smaa, blyindfattede Ruder.
Det var en lun Sommeraften i Juli Maaned. Maanen
stod med sin store Skive over Lille Bælts Strand. Det var
stille i Luften, ikke en Vind rorte sig. De solverne
Straaler dansede over den morke, blanke Havflade
og lyste ind over Hegnesgavels hoje Bygninger.
Med et blev Freden, der for denne Nat havde sænket
sig over det skonne Landskab, brudt. En skarp Lyd
ligesom splittede Stilheden. Den kom nærmere og
Hovedbygning fra Parken
nærmere. En Rytters Silhouet tegnede sig mod den
skyfri Himmel. Ved det lille Porthus nedenfor Vinde-
broen holdt han Hesten an. Rask svang han sig af
Sadelen. Med Sværdheftet slog han paa den tykke
Egetræs Dor, og ungdommelig, frisk lod hans Stemme:
— Jeg kommer langvejs fra med Brevskaber og vigtigt
mundtligt Bud til Eders Herres hojbaarne Gæst, luk
mig ind! — Portvogteren kom til Syne; med sine sovnige
0jne plirrede han op mod den fremmede. Saa krum-
mede han sig sammen til en ydmyg Hilsen, for han
begreb, at han stod overfor en fornem Herre, og saa
forte han Ridderen ind paa Slottet.
Der gik Dage, — der gik Maaneder. Lyset fra Taarn-
kammeret saas ikke saa hyppigt skinne ud i Natten.
Derimod gik det nu lystigt til i de store Sale. Den frem-
mede Riddersmand havde vist sig at være i Besiddelse
af sligt et hoviskt Væsen, at den skonne Dame for en Tid
ganske glemte sine ensomme Studier. Folkene paa
Slottet sagde, at hendes kolde Hjerte endelig var smeltet.
Og virkelig, — hendes dybe, næsten sorte 0jne lyste,
naar hun betragtede den statelige Ungersvend.
I de forste Dage, han opholdt sig paa Slottet, talte
han om, at han hurtigt maatte drage videre. Nede i
det holstenske var der nogen, der ventede ham, sagde
han. Men Kvinden, hvis Hjerte længselsfuldt slog ham
i Mode, fandt altid paa noget, der kunde træde
hindrende i Vejen. Med hvert Dogn, som svandt, syn-
89