Nordens Kalender - 01.06.1930, Side 51

/ GRAAL YSNINGEN
I graalysningen
Av Sigrid Undset
(1908)
Personerne:
Kontorchef Cato Brinchmann,
Lydia Brinchmann.
Det foregaar hos Lydia Brinchmann.
Lydia Brinchmanns dagligstue.
Midt paa bakvæggen aapen dor til soveværelset; der
brænder natlampe derinde.
Til hoire dor til entréen.
Paa venstre væg to fag vinduer. Rullegardinerne nede,
utenfor graalys sommermorgen.
Stuen enkelt mobleret, men med god smag. Tilhoire
nedenfor doren en sofa paa skraa ut fra væggen, foran
den bord og lænestol. En tændt liten lampe paa bordet.
Tilvenstre mellem vinduerne skrivebord med stol. Mange
planter i vinduskarmer og paa blomsterborde; flere vaser
omkring i stuen med markblomster, men de er halwisne.
Lydia Brinchmann sitter i lænestolen; hun har et sjal
om sig, en aapen bok i fanget, men hun læser ikke.
Et oieblik efter teppet er gaat op, ringer det forsigtig.
Lydia reiser sig op i sterk bevægelse, lægger bort boken.
Mens hun staar litt, som hun samler sig, glatter hun paa
haaret, nedover kjolen — saa gaar hun ut i entréen.
Der blir talt sagte derute. Og saa kommer Cato
Brinchmann og Lydia ind.
Elan er i yttertoi, med en liten haandkuffert.
De taler i begyndelsen meget dæmpet.
CATO: ■— Nei, jeg tænkte nok, siden du ikke
hadde telegrafert igjen, saa var der ialfald ikke
hændt noget —
LYDIA: — Jamen fik du ikke telegrammet igaar-
aftes da? Else bedre, telegraferte jeg. Jeg tele-
graferte til din private adresse, Lerberg — halvsyv
var klokken vist —.
CATO: — Aa, ser du, jeg var borte — inde i
Sverige paa forretningsreise. Jeg kom hjem igaar-
aftes og saa gik jeg indom bruket forst, og der laa
altsaa dit forste telegram. — Saa kunde jeg netop
faa halvottetoget nedover, og saa tok jeg haand-
kufferten og gik like tilbake til stationen —
LYDIA: Men da maa du da være forfærdelig træt,
stakkar.
CATO: Aa
LYDIA: Og nu kommer du like fra stationen?
CATO: Ja. Jeg tok en vogn like hitop -—
LYDIA: Men kjære dig — har du faat noget mat
da — iaftes ■— eller nu?
CATO: Ja, jeg fik da aftens paa stationen —.
LYDIA: Du maa da være skrækkelig sulten — sæt
dig ned, saa skal jeg gaa ut og skaffe dig en kop
med noget — vil du ha te eller kaffe?
CATO: Nei snille dig, du skal da ikke ha noget
bryderi for mig ■—
Jeg vilde bare opom og hore, hvordan hun hadde
det, skjonner du. Nu gaar jeg ned paa hotellet. —
Saa faar jeg lov at komme op siden i formiddag og
hore mere om det — og hilse paa Else kanske?
LYDIA: Jamen kan du faa noget der paa denne
tiden da?
Det er ikke noget bryderi for mig -— jeg har
gas i kjokkenet og alting —. Kaffe, er ikke det
bedst — eller kanske du vil se at faa sove, naar
du kommer ned paa hotellet? Saa er det bedre,
du faar en kop te -—?
CATO (scetter sig i sofaen): Jeg synes, du maa være
saa træt —.
Lydia gaar ut til hoire.
Cato reiser sig, gaar rundt og ser sig om i stuen.
Tar et fotografi paa skrivebordet, ser en stund paa
det.
LYDIA (komníer ind, fortscettende): Nei nu er jeg
ikke saa træt mere: jeg sov for inat; da vaaket piken.
Doktor Larsen sa likefrem, jeg skulde. — Nu
4
49