Nordens Kalender - 01.06.1930, Qupperneq 90

SAGN FRA DET GAMLE HINDSGAVL SLOT
Sagn fra det gamle Hindsgavl Slot
Af Ellen Bille Brahe Selby
Paa den Landtunge, som strækker sig ud i Havet
dér, hvor Lille Bælts Bolger ruller ind under Fænos
gronklædte Skrænter, laa for Aarhundreder siden
et velbefæstet Kongeslot. — Om denne Borg ved Historien
ret lidet atberette, Sagnene desto mere. Der fortælles,
at i de Dage, hvor Danmarks Land var delt, hvor Frænde
kæmpede mod Frænde, blev den bygget. Morke og
Fortvivlelse hvilede den Gang over Fyens Land, den
rode Hane galede fra Morgen til Kvæld og Vold og
Mord horte til Dagens Orden. Forst kaldtes Borgen
nok »Gramborg», fordi der under dens Opforelse stod
Uhygge, Rædsler og Kvindegraad om dens Mure. Senere
gav man den et andet Navn: »Hegnesgavel», men det
nye Navn brod dog ikke de morke Magters Kræfter,
som omspandt den.
Mange hoje Herrer, Konger og Fyrster samledes i
de skiftende Tider indenfor Slottets Mure, og alle uden
Undtagelse har de efterladt deres Spor, for siges der
ikke, at Fortidens Gerninger, hvad enten de ere gode
eller onde, lever i Nutidens Skygger.
Man mener, at Slottet blev hærget og brændt den
Gang, Erik Menved, de danskes Haab, endnu kun var
et Barn, men at det blev genopbygget af Formynder-
regeringen. Ved den Tid, da Erik Menved havde sat
Rigets Krone paa sit stolte Hoved og dermed tiltraadt
sin tunge Fædrenearv, modtes han paa Hegnesgavel
med Norges Hersker. Der var Haandslag og fagre Ord
— men Forræderi i Hjerterne.
Krigslarm og Trommer har lydt i Slottets Borggaard,
og Blod har farvet Jordsmonnet rodt. Den ene Lehns-
mand har aflost den anden: — Skinkeler, Friller, Ul-
felder, Drefelder, Galter, Gyldenstierner, Ruder, Broc-
kenhuuser, Lindenover og Sehesteder har været den
skumle Borgs Herrer, og Vindebroen har genlydt under
deres Hestes Hovslag, naar de drog ud for at værne Rigets
Grænser. Vildt gik det til i de Tider, hvor Krig og
Hærværk var Dagens Losen.
I et af de Sagn, som knytter sig til Hegnesgavel Slot,
berettes, at der paa en Skraaning lige overfor Konge-
slottet, paa den Plads, som nu kaldes ))Verdens Ende»,
en Gang laa et Kloster med tilhorende Kirke. Det var
bygget af en from og retsindig Herremand, som kendte
Grumheds og Raaheds Magt og som mente, at Kloster-
livets stille, ophojede Indflydelse skulde sprede sig til
Kongens Borg. Men desværre viste det sig, at hans
Haab havde været forgæves.
Paa Slottet boede en Ridder, som havde en skon og
ædel Datter. Da denne havde naaet den giftefærdige
Alder modte to Bejlere frem for hendes Fader. Den ene
var hæslig af Ydre, men rig, og han lagde alt sit Gods
og Guld for den unge Kvindes Fodder. Den anden kunde
kun byde hende en ærlig Vilje og et brændende Hjerte.
Jomfruens Sind stod til den fattige, dog hendes Fader
satte Velstand og Byrd langt over et redeligt Sindélag,
og han vilde tvinge Datteren til at tage den rige Bejler
til Ægte. I Fortvivlelse, ude af sig selv over Faderens
Haardhed, sogte Jomfruen Tilflugt i Klosteret og be-
gærede at blive optaget blandt Sostrene. — Efter en Iang
Provetid stod hun en Helligdags Morgen for Kirkens
Alter. I sit Hjerte havde hun nu lært at forsage alt det,
som horte denne Verden til, og det var hendes heftige
Attraa at blive Himmelens Brud.
Men ret da de smaa Solvklokker kaldte Nonnernes
Opmærksomhed mod den hellige Indvielse, som skulde
finde Sted, stormede den rige Bejler med sine væbnede
Mænd ind i Kirken for med Magt at tilrane sig det, han
med sine Bonner ikke havde været i Stand til at erhverve.
Dog, de modige Nonner slog Kreds om Jomfruen,
og gennem en Longang, der forte fra Kirken til Klo-
steret, undflyede de. I samme Ojeblik, Longangens
Dor med et Brag faldt i efter dem, sank den vanhelligede
Kirke med Ridderen og hans Krigsfolk ned paa Havets
Bund, og herfra toner stadig dens Klokker. — I de stille
Sommeraftener, naar Solens sidste Straaler farver Vandet,
som var et Purpurdække bredt hen over det, horer man
fra Havets Bund Klokkernes sælsomme Toner: Veklager
over, at Raahed og Vildskab fik Lov til at besmitte Guds
Hus. Gennem deres spinkle Klang hviskes der et evigt
»Ve Dig» over den Fader, hvis Hjerte var haardt og
koldt dér, hvor det galdt hans eget Afkoms Lykke og
Fred. . . .
Ve Dig, Du onde Fader! — Ve Eder, I Mure, som gav
ham Ly! — Saaledes lod Klokkernes Stemmer ogsaa
den Aften, en Rejsekaret, bygget efter udenvelts Monster,
korte over Vindebroen ind paa Hegnesgavels Borggaard.
Portene blev lukket efter den, og ingen saa’, hvad der
88