Nordens Kalender - 01.06.1930, Blaðsíða 75

THOMAS LANGSOM OG KVINDERNE
Ingen af dem vilde rejse. Oline var lovformeligt
fæstet, saa hende kunde han ikke komme af med
uden at betale grænsclose Pengesummer i Erstatning.
Og Karen — ja, hvad skulde han gore med hende?
Gaa til Sognefogeden og faa hende sat ud med
Magt? En utænkelig Tanke for en Mand, der for
stille. Plejefaderens Ordre brod hun sig pludselig
fejl om. Hun var jo myndig. Desuden syntes samme
Plejefader at have tabt Interessen for hende. Hvad
var der da at gore for Thomas andet, end at lade
Tingene gaa deres Gang.
Det var ikke nogen god Gang. De to Kvinder
krigedes fra Morgen til Aften — ja, endog Natten
igennem. Men om Natten havde Karen det sikre
Overtag paa Grund af sine Legemskræfter. Hun
laa inderst i den smalle Seng, og hvis alt andet
svigtede, spændte hun Oline ud paa Lergulvet.
Dette havde Oline Respekt for.
En Dag, da Thomas kom hjem fra Kirkegaarden,
horte han Sang fra Kokkenet. Det var Oline, — hun
sang en gammel Ilostvise. Hendes Stemme var
skaaret og revnet som Klinkefadenes, men Thomas
kendte Visen fra sin Ungdom, og Ordene var mor-
somme. Det gjorde godt at hore et muntert Kvæde
i dette Stridens Hus. Maaske det nu gik mod lysere
Tider.
—• Ok ja — den har jeg sungen mange Gange,
sagde han og rokkede med i Takten. — Den sang
Katrine ogsaa til Hostgilderne paa Storelund — ja, ja!
Oline lagde stærkere Klem paa. Der var mange
Vers, og hun kunde dem alle. Da hun var færdig,
satte hun Maden frem.
— Skal Du ikke til Bordet? sagde Thomas til
Karen, som sad rugende i den morkeste Krog.
I Stedet for Svar begyndte Karen pludseligt at
synge. Hendes Rost var stor, mork og dejlig — den
mindede om hendes Haar — en strid Strom, et
dunkelt Vandfald. Hun sang en sorgelig Vise om
Pigen, der staar paa hoje Bjerge og skuer ud over
Havet, hvor Skibet kommer med tre Grever om
Bord. Den yngste Greve beder om hendes Haand,
men der bliver intet Bryllup af — hun gaar i Kloster.
— Jeg vidste ikke, at Du kunde synge, sagde
Thomas. Taarerne stod ham i Ojnene, fordi det
gik de elskende saa sorgeligt.
I det samme lagde Oline Skeen fra sig og brast
ud i en ny Sang. Hun gjorde sin Stemme saa stærk,
at det var, som hele Stuen fyldtes med raslende
Skaar. Thomas virrede misbilligende med Hovedet,
men Oline lod sig ikke standse. Hun vidste, at der
laa hundrede Viser paa Lager et Sted inden i hende,
saa her vilde hun ikke lade sig slaa ud.
Karen kendte kun den om de tre Grever, men saa
tog hun til Salmerne. Kampen mellem de to Kvinder
havde antaget en ny og uhyggelig Form — den var
saa at sige bleven aandelig. I de kommende Maaneder
fik Thomas nok af Toner i sin Hytte. Oline stod
paa Lur ved Diget, saa hun kunde være et Kvæk
forud for Karen. Hun var lille og tynd, men der
var Luft og Lyd i hende som i en Klokkefro. Og
hun havde tilmed sunget sig op — baade Farten
og Kraften var dobbelt saa stor, som den Dag, hun
ved et rent Tilfælde havde sat sin Bælg i Gang.
Karen mærkede den andens Overlegenhed, Tung-
sindet tog hende, hun stod ikke op hver Dag, og
hendes Haar hang ufliet om hende, som en Strorn,
der lukkes af Vandpest. Men naar Oline tog fat,
stemte hun i med — jo lystigere Toner Oline tog,
des mere klagende og haablose blev Karens. Naar
hun laa i Sengen loftede hun ikke Hovedet fra
Puden, saa var hendes Sang kun horlig i de ganske
korte Pauser mellem Olines Vers. Det lod som et
Barn der græder sig i Sovn.
Thomas havde tabt al Magt over de to Kvinder.
Ingen af dem horte paa hans Formaninger. I samme
Nu den ene tog fat fulgte den anden efter. Oprinde-
lig havde de vel kæmpet om hans Gunst — nu gjaldt
det tillige Livet.
IV
Thomas var en sindig Mand, der tog enhver Ting
med Langmodighed, men engang ud paa Efter-
aaret fik han sin Beslutning i Stand.
— Ja, Karen, jeg tror Du kan indse, at dette her
maa have en Ende. Kan Du ikke det?
Karen tav — og Oline tav med Hovedet lyttende
paa skraa. Nu nærmede Sejrens Time sig, folte
hun.
— Du kommer til at rejse paa Torsdag.
Karen rystede langsomt paa Hovedet.
— Jo, Karen, det kommer Du til — for jeg har
skrevet til Din Stedfader, at han skal komme og
73