Skírnir - 01.09.2008, Page 9
SKÍRNIR
GRÓÐURHÚSAÁHRIF ...
283
Þessar tvær tegundir varmageislunar eru nú á dögum kallaðar
sýnilegt ljós og innrautt ljós, og hugmynd Fouriers um að sýnilegt
ljós eigi greiða leið um loftið, en innrautt ljós ekki, er í grund-
vallaratriðum rétt. Sýnilegt ljós hefur ákaflega stutta bylgjulengd,
eða 0.4-0.7pm, en einn pm (lesist míkrómeter) er einn milljónasti
hluti af metra. Varmageislun frá jörðinni nær hins vegar yfir mun
breiðara svið eða l-60]rm með mestan styrk við 10}im. Þessar
staðreyndir voru Fourier þó ekki kunnar, en nær réttri skýringu
var líklega ekki hægt að komast miðað við þá þekkingu sem vís-
indin bjuggu yfir á öndverðri 19. öld. Skilningur á eðli varma-
geislunar var mjög brotakenndur og Fourier vissi t.d. ekki að það
eru einungis nokkrar lofttegundir sem hafa þessi áhrif.
Þegar ummerki um ísaldir uppgötvuðust víða í Evrópu hófst
fljótlega leit að skýringum á því hvernig loftslag gæti breyst svo
mikið. Breski náttúruvísindamaðurinn John Tyndall vissi af hug-
myndum Fouriers um að lofhjúpurinn hitaði yfirborð jarðar og
einsetti sér að komast að því hvaða lofttegundir hefðu þessi áhrif.
Árið 1861 birti hann mælingar sem sýndu að vatnsgufa og
CO^væru langöflugustu lofttegundirnar hvað þetta varðaði.
Tyndall benti síðan á að vel mætti hugsa sér að þær loftslags-
breytingar sem jarðfræðin leiddi í ljós stöfuðu af breytingum í
samsetningu lofthjúpsins, en ekki í þykkt hans (eins og ætla mætti
í ljósi röksemdafærslu Fouriers).* 2
l’air, étant á Pétat de lumiére, qu’elle n’en trouve pour repasse dans Pair
lorsque’elle est convertie en chaleur obscure. (Fourier 1827:587)
2 í grein sinni árið 1861 lýsir Tyndall því hvernig hann mældi gleypni varma-
geislunar hjá mismunandi lofttegundum. Eftir að hafa lýst því að vatnsgufa og
CC>2 gleyptu hvað mest skrifar hann:
It is not, therefore, necessary to assume alterations in the density and height
of the atmosphere to account for different amounts of heat being preserved
to the earth at different times; a slight change in its variable constituents
would suffice for this. Such changes in fact may have produced all the
mutations of climate which the researches of the geologists reveal. (Tyndall
1861:277)
Þessi staðhæfing Tyndalls er merkileg í ljósi þess að styrkur CO2 í lofthjúpnum
er ákaflega lítill, hann er mældur í milljónustu hlutum og lætur nærri að af
hverjum miiljón sameindum í lofti séu um 380 CO2 sameindir. Mælieiningin er
kölluð „ppm“ sem er einfaldlega ensk skammstöfun á milljónasta hluta. Þetta er
ólíkt vatnsgufu, en styrkur hennar getur náð nokkrum prósentum.