Editiones Arnamagnæanæ. Series A - 01.04.1960, Page 48

44
ske, idet den i begyndelsen har mere end disse. Den má derfor anta-
ges at gá direkte tilbage til Konungs Skuggsjá, men er dog noget
forkortet. Begyndelsen af teksten svarer til Kgs. 10430 i Ludvig
Holm-Olsens udgave.
Finnur Jónsson har i sin store litteraturhistorie givet ondt af sig
i anledning af Jonsbogens kap. 17, kapitlet om domme. Som lov-
kapitel finder han »det ganske ulideligt; man sltulde tro, man plud-
selig var i færd med at læse et stykke i Kongespejletid).
Ved sáledes at give sig sine folelser i vold har Finnur Jónsson
overset motiveringen for et lovkapitel af netop denne art. Denne
udgave har da ogsá vist, at man i Island ■—■ endog mer end én
gang — har fundet det pákrævet at udvide dette kapitel af lov-
bogen.
Disse udvidelser er ikke tilfældige. De havde deres naturlige
begrundelse i et middelalderligt retssamfund, hvor den dommende
myndighed var lagt i hænderne pá domsmænd, og hvor det gang pá
gang kom til stormende opgor imellem den verdslige myndighed og
kirkemagten, enten fordi det i sig selv var uklart, hvilken myndig-
hed enkelte retssager henhorte under, eller fordi kirkemagten rea-
gerede mod lagmanden, nár kirkens præferencestilling, der var aner-
kendt pá Altinget i 1253, ikke blev respekteret.
Striden i flere af de europæiske kongedommer mellem kongemagt
og kirke genspejles i det middelalderlige Island i den sejge tovtræk-
ning imellem kirkens repræsentanter og de af lovens hándhævere,
der stod som kongens repræsentanter. Til trods for biskop Arnes
kristenret (1275), der gav retningslinjer for, hvilke sager kongen
overlod kirken at forfolge, og hvilke forholdsregler man skulle gribe
til i tilfælde af uenighed, tilspidsedes situationen gang pá gang, og
begge parter greb til de aller krasseste virkemidler1 2).
I dette billede passer disse tekster ind. Det retfærdighedsbegreb,
der var udformet af de middelalderlige teoretikere montct pá
kongen3), overfores her pá dem, der har den dommende myndighed,
1) Den oldnorske og oldislandske Litt. Historie2 II, 908.
2) Om retshándhævelsen se Páll E. Ólason: Menn og Menntir II (1922), 1-55. ■—-
En udsigt over kirkelig ret hos Páll Briem i Lögfræðingur III, Akureyri 1899 og
hos Einar Arnórsson: Gottskálk biskup Nikulásson og Jón lögmaður Sigmundsson
(= Safn til Sögu íslands II. række I, 1-2, Reykjavík 1953-54).
3) Herom Er. Paasehe i Festskrift til Finnur Jónsson (1928), 202 ff.