Nordens Kalender - 01.06.1930, Síða 12

OLAV DEN HELLIGE
Stenkors fra kristendommens förste tid i Norge
ikke paa at Gud sviker dig, det er hans retfærdighet
som söker dig, eller hans godhet som vil opdrage
dig for noget större. Heller ikke du er av verden;
din sjæl er en skat, en Guds herlighet, som han ikke
vil miste. Ja, Gud gav fra sig sin ro for at vinde
denne skatten, han steg ned til jord for at si dig at
din aand er fra Ham.
En gud som vandrer mellem menneskene, var
intet nytt for nordmændene. Heller ikke en gud
som lider. I et gammelt vers fortælles det at Odin
i ni nætter hang paa det vindkalde træ, saaret med
spyd og ofret til sig selv. Der blir allikevel en for-
skjel: Odin berger sig, stiger ned fra træet; Krist
dör som den mest hjælpelöse av alle.
Men dette er jo ikke det sidste som vites om ham.
Krist farer ned til dödsriket og bryter dets porter
av jern, binder dets hövding djævelen og »herjer»
det: förer bort med sig menneskesjæler, som har
biet og biet paa utfrielsen. Det er et optrin som
senere tiders kristendom har tapt av syne næsten;
men engang betydde det meget i Kristtroen og for
Kristtroen. Vi ser det ofte i kirkelig kunst fra
norsk middelalder, og i digtning av islandske skalder.
Det heter at Krist »anglet» ormen, •— Midgards-
ormen, som Tor bare var paa vei til at fange.
Der fulgte tryghet med fortællingen om nedfærden,
om Hel som aapner sig. »Birgingu! bo i ro» —- til
Krist kommer, og lys rinder op i mörket!
Kongesagaen vil ha det til, at tvang gjorde det
meste ved kristendommens indförelse i Norge. Og
naturligvis maa det ha betydd adskillig, at Olav
Tryggvason og Olav den hellige kunde stötte sig
til et velrustet krigerfölge. Men det er her som ellers:
sagaen holder sig fortrinsvis til den ytre historie,
til det som faldt i öinene. Der var jo allikevel mere;
folk maa ha grundet, og det slaar ikke feil at meget
av det som blev tænkt, kom kristendommen imöte.
Langtfra alt; ogsaa en indre motstand mot det nye
merkes i hedendommens sidste dager. Mange av
skaldene er paafaldende ivrige; man pröver at stase
op guderne, gjöre dem hjælpsommere og visere end
för, islandsk digtning blir fuld av Tors pris. Men
kraften strækker ikke til; der er for meget som magt-
stjæler æserne.
Det heter i kongesagaen at gudebilledernes fald
gjorde et sterkt indtryk paa folket. Og saa har det
sikkert været. Guder som ikke faar sit offer, blir
træge til at hjælpe og kommer paa avstand. Men
ikke alle forvekslet alteret med alterets herre; vi
har sikre vidnesbyrd om at hedenske templer kunde
synke i Norge, og hedendommen holde sig like
fuldt, det var hændt da »Eirikssönnerne» —• kristne
av navn — raadde i landet.
Med Olav Tryggvason og Olav den hellige kom
den missionerende kirke, og med kirken noget mer
end en ytre tvang, man blev ogsaa tvunget til efter-
tanke. Vi hörer om folk som lot sig imponere
allerede av gudstjenestens former; der var noget
fristende' ved det nye, fremmede, det föltes som
overlegen kultur. Dertil kom prækenen, med sin
10