Nordens Kalender - 01.06.1930, Síða 16

OLAV DEN HELLIGE
jfer
Rxnffeti Æ'
,'írcrfjíit'uw
^fcattTmir
uct&Wtihöi
krfou^Gifi
tfíayttóa^
^traletittimuOíi'
imíatta^taímne i'Ti k tdf
Iiímtrjcm]W;e ^ttafförísai
itöi ðmWotv .<m e^fcotifi htt
cgifijprtátyátem# hn&jmi
W <ac ranr flhfitB<sfe nli.
Ime ðfViíumí<u him.<ði cjif
Initial fra gammelt lovhaandskrift
og tror paa ham, det sier altid noget. Mest sier det
at Sigvat gav uttiyk for sine fölelser ogsaa i tider, da
det ikke var lönsomt at gjöre det.
Sit förste kvæde om Olav Haraldsson digtet han
för han kjendte kongen; og det merkes paa versene,
de har ikke stor varme. Siden blir det anderledes,
Sigvat kvæder med lyst om den modige konge,
om »den glade 01av», og om herskeren som har
födselens ret til landet og magt til at stifte ny lov
og staar under Guds beskyttelse. — Efter kongens
fald er skalden optat av minnerne. Han hadde ikke
været med paa Stiklestad, han var reist til Rom som
pilgrim, visstnok for at be for kongens sak, kanske
ogsaa for at tale hans sak. Oppe paa et berg i Italien
faar Sigvat, som er paa veien hjem, budet om sin
herres undergang:
Dagen bröt frem over fjellet,
harmtung stod jeg og mindtes
landet hvor brynjer og brede
skjold i sverdstorm brast.
Ham jeg mindtes, som fordum
lykkelig raadde for landet, —
först min far ham fulgte,
troskap tok jeg i arv.
I sagaen heter det: »Sigvat kom hjem til Norge.
Han for nordover langs landet; men da de laa i
Hillarsund, saa de hvor ravner flöi.» Sigvat laget
en vise:
Ravnene mindes sit bytte,
mötes i havnen, hvor engang
mörke, duvende draker
nordmanna-ætlingen vugget.
Hungrige örner skriker
höit hver dag ved Hille,
örner som Olav fordum
mange ganger mættet.
Sigvat negter at tjene Knut den mægtiges sön,
som nu er sat til at være konge i Norge. »Det var
en dag at han gik gjennem gaten; han saa hvor
kongens mænd holdt lek.» Sigvat digtet:
Væk jeg haster fra hirdens
lystige lek mellem husene,
kjender at brystet brænder,
kjender at kinden er dödblek.
Mindes maa jeg min ordsæle
konge og vore leker,
da vi paa venners gamle
odelstofter os glædet.
Landet ser anderledes ut end för:
Höie, heldende kleiver
syntes mig smile langs hele
Norge, saalænge Olav
levde og knarrer bar mig;
nu synes mig lierne
ublide bare, sorgen
vilde det saa, — jeg hadde
hövdingens hele venskap.
Skalden hadde klaget over ufreden som kom mel-
lem kongen og de norske hövdinger. Han forstaar
paa en maate Olavs motstandere; der kan være ret
paa begge sider, »jeg bebreider ingen av parterne».
Snorre har tat det paa lignende vis i sin saga om
Olav Haraldsson.
Det er nævnt at sagaen er sen og maa brukes med
forsigtighet. Men nogen vidnekraft har den. Vi
lægger merke til at den ikke har forgyldt sin helt,
den har motstaat legendens magt: det tyder paa en
ganske sterk tradition. Om vi ser efter, skal vi ogsaa
finde, at isleendinger var tilstede under mange av de
hændelser, som er bredt fortalt i sagaen, en islandsk