Nordens Kalender - 01.06.1930, Síða 18

OLAV DEN HELLIGE
Nidarosdomen:
Fra Oktogonomgangens nordre kapel
I hvert av fylkerne som sogner til Gulatinget, skal
der frigives en træl hver vinter »för den hellige nat»
(för jul). Og paa selve tinget skal hvert aar en træl
faa friheten; det skal ske den förste söndag under
tingsamlingen.
Det er ikke meget. Men »den hellige nat» og
»drottinsdagen» taler sit tydelige sprog: Krist, som
har fridd menneskene fra at træle under djævelen,
misliker at den ene mand gjör den andre til sin træl.
Der var en klar appell i trælefrigivelsen, en söndag,
paa fredhellig ting. Og der behövdes ikke mere,
eksemplet virket, kongen opnaadde det han vilde,
endda han ikke var fordringsfuld i formen: noksaa
tidlig blev det slut med trælevæsenet i Norge.
Kong Olavs liv og död blev i alle maater av varig
betydning for landet. Hans festdag, den 29 juli,
blev en samlende dag, festen var en stadig fornyet
bekjendelse til hans verk.
Det heter i en gammelislandsk fortælling at det
er St. Olavs bönner som holder Norge oppe. Og
allerede i tiden nærmest efter kongens död antyder
en skald — tilogmed en mand av motpartiet — at
den egentlige norske konge, det er fremdeles Olav
Haraldsson. Det blir sagt senere ogsaa, og med
stadig sterkere ord: fra höie himler styrer helgen-
kongen sit lands skjæbne, han er Norges konge til
evig tid.
Opfatningen har övet sin magt, og kanske en
noksaa avgjörende. Det hadde været litt uvisst
hvad Norge egentlig var; landet hadde hat egne
konger, men hadde ogsaa, helt eller delvis, lydt
under utenlandske, og stundom under en jarl eller
to. Nu blev det anderledes, Norge fik faste grænser
og blev for godt Haralds-ættens land. Ti om den
hellige Olav, som hadde »viet dette rike med sit
dyrebare blod», skulde være Norges evige konge,
maatte ingen del av hans land, helgenkongens land,
komme paa fremmedes hænder; det maatte bli en
arv i hans ætt, ikke være dansk eller svensk og ikke
ett eller flere jarledömmer, men altid St. Olavs
norske rike. — Vi kan se at det blev lettere at styre
Norge efter Olav Haraldssons död og helgen-op-
höielse; hans nærmeste efterfölgere, sönnen Magnus
og broren Harald, kunde handle noksaa utfordrende
og like fuldt beholde overtaket; om en reisning blev
försökt, fik den ikke magt, et nyt Stiklestad lokket
ikke. I Magnus Olavssons dager digtet Sigvat
Tordsson et kvæde, hvor han nævnte det som en
merkelighet at hövdingen Tore Hund hadde vaaget
at rette hugg mot en konge.
# # #
Langsomt gav kristendommen folket nye idealer,
litt efter litt bygget den et andet Norge, et land
med större retfærdighet og mildere seder end för.
Vi kommer knapt nogen vei med at reducere vort
folks religion i middelalderen til navnkristendom
eller vanekristendom; da faar vi ikke forklaring paa
vor historie.
Naar vi læser kongesagaen, kan vi rigtignok synes
at det er en skral »tro» vi möter: underkastelse i det
ytre, hedensk sind. Men det maa erindres at sa-
gaens hovedemne er krig, sagaen forsömmer indre-
historien; som bekjendt blir Snorre noksaa taus
16