Nordens Kalender - 01.06.1930, Side 20

EN HEDEGAARD
En Hedegaard
Af J. C. Christensen
Det er min Fode- og Slægtsgaard paa Modrene-
siden, jeg taler om. Den ligger i Vestjylland
og havde i min Barndom et Tilligende af
flere Hundrede Tonder Land, hvor mange ved jeg
ikke saa noje, men for Tiden har den c:a 1300.
Der er imidlertid tilkobt og mageskiftet en Del siden
den Tid. Langt over Halvdelen er nu tilplantet,
medens Resten er Agermark, Eng og Hede, hvilken
sidste er under fortsat Opdyrkning til Agermark
eller til Genstand for Tilplantning.
Gaarden ligger nedenfor en Bakkerand, Paabol
Bjerge, som den hedder paa Generalstabens Sogne-
kort. Den er dog ikke egentlig Bjerge, men derimod
Randen af en saakaldet Bakkeo.
Gaardens Tilligende findes dels paa Bakkeoen og
dels paa nedenfor liggende Flade. Gennem Fladen
lober en Aa i Syd og Nord, og paa begge Sider af
denne laa i min Barndom fire Gaarde, Paabol kaldet,
to paa hver Side. Nu er der kun en Gaard paa den
vestre Side av Aaen, og det er min Fode- og Slægts-
gaard. Den anden er flyttet over paa den ostre Side,
hvor den havde sin bedste Mark og Eng.
Naar jeg nu tænker paa min Fodegaard, som den
var for Krigen 1864, da ser jeg den tydelig for mine
0jne med dens lave straa- og lyngtækkede Huse og
dens blomstrende Eng langs Aaen, men ogsaa med
dens tarvelige Agermark og dens udstrakte Hede,
hvorpaa jeg om Sommeren vogtede ca. 100 Faar.
Vogterlivet paa Heden var vel ensomt, men igen-
lunde kedeligt. Der var mange smaa Oplevelser og
meget at se paa og iagttage. Hedens Dyreliv, Plan-
teliv och Insektliv var en broget Mangfoldighed for
en videbegærlig Drengs undrende 0je. Faarene gik
almindelig roligt och græssede eller laa og gispede i
Solvarmen, og alt imens kunde jeg og min Hund
se os om og gore Opdagelser. Ræve og Harer var
ikke sjældne og af Fugle var der mange. Lærkerne
sang smukt Morgen og Aften. Lærken steg op fra
sin Rede i Lyngen og kunde holde sig paa Vingerne
paa et Sted, medens den kvidrede vidunderligt —
—• — i den synkende Aftensol. Hjejlen stod paa sin
Tue og ty ttede til sin Mage, som svarede igen fra en
anden Tue. Aftenbakken (Natravnen) sagde intet.
Dens lydlose Flugt var næsten spogelseagtig, og Rede
havde den ikke. Den lagde sine to graaplettede Æg
paa Mos og Lav af samme Farve, saa de var vanske-
lige at skelne derfra, og fandt man dem desuagtet,
da skulde det aldrig fejle, at den flyttede dem inden
næste Dag, saa at de atter ikke var til at finde.
Af andre Dyr fandtes Hugorme, Snoge, Staalorme
og Firben. De sidste kunde tabe Halen af Skræk,
hvilket ofte undrede mig, men Fortræd gjorde de ikke
saaledes som Hugormene. Mod disse forte min
Hund og jeg en hensynslos Udryddelseskrig. Hun-
den var en Gang blevet bidt af en Hugorm og havde
været syg deraf i et Par Dage, men efter den Tid
greb den altid Hugormen om Livet, inden denne
fik rullet sig sammen til et Udfald, og derpaa bed
og ruskede den Ormen saa kraftigt frem og tilbage
saa at denne ikke kunde faa Lejlighed til at bide,
hvorpaa den kastede den fra sig med knust og
sonderbidt Ryg, saa jeg kunde give den Bane med
min Hyrdekæp.
Det hændte ikke sjeldent, at et græssende Faar blev
bidt i Kæben af en Hugorm, saa at Kæben svulmede
op. Om Aftenen blev dets Saar dasmurtmed Tjære,
og efter et Par Dages Forlob var Faaret atter rask.
Hugormens Bid var farligt for Born, men jeg blev
lykkeligvis aldrig bidt, uagtet jeg for det meste lob
med bare Fodder.
I lyse og varme Sommerdage floj Insekter rundt
mellem Hedens Blomster, og Guldsmede og Humle-
18