Nordens Kalender - 01.06.1930, Qupperneq 22

EN HEDEGAARD
ligger en Kæmpehoj, som fortæller, att Egnen har
været beboet lige fra Oldtiden. Nedenfor Bakke-
randen laa et bredt Bælte af dybsporede Veje lobende
i Syd og Nord, de er nu skjulte af Naaleskov, men
i min Barndom laa de og fortalte om hundredaarig
Færdsel med Koretojer i denne afsides og fattige
Egn.
Af Oldsager fandtes saa godt som intet, men min
Bedstemoder fortalte, at de engang havde gravet en
lille Lerpotte op imellem Gaarden og Aaen, hvori
der var nogle sammengroede Smaamonter og en
enkelt Chr. IV:s Specie. Denne Potte har sagtens
været gravet ned under Svenskekrigene i Midten af
det syttende Aarhundrede.
Om Sommeren var Heden ingenlunde uden Liv og
Ynde, og naar jeg da stod paa en af de to Kæmpehoje
og saa ud over den, kunde jeg glæde mig ved Synet;
men i den ovrige Del af Aaret var Forholdet et
ganske andet, thi da var Synet nærmest morkt og
trosteslost.
Jeg mindes, at jeg en mork Eftermiddag i Slut-
ningen af November 1863 stod paa den nordligste
af de for nævnte Kæmpehoje, Tirsbjerg Knap kaldet,
og saa ud over det store Hedesogn med dets spredte
graa Gaarde og dets morke Heder. Kirkeklokken
ringede Landesorg over den nys afdode folkekære
Konge, og dens klagende Toner talte ikke alene om
Kongen, men ogsaa om Udsigten til Krig. Det var
Forspillet til en Tragedie. Vort Folk haabede paa
Hjælp udefra, men Hjælpen kom ikke. Under Krigen
og ved Fredsslutningen stod Danmark alene, ganske
alene. Mange var den Gang ved at tabe Troen til
Danmarks Fremtid. Den, som har gennemlevet den
Tid, glemmer den aldrig.
Men lykkeligvis tabte vi dog ikke Villien til Livet.
Den voksede frem paa ny og gav sig Udslag ad flere
Veje og paa flere Maader, af hvilke her skal nævnes
Det Danske Hedeselskab.
Dette Selskab stiftedes i Marts 1866 af patriotiske
Mænd med Oberstlojtnant Dalgas i Spidsen og
med det Formaal at yde Hededyrkerne Raad og
Vejledning til Engvanding, Mergling, Afvanding af
sure Arealer, Mosekultur, Inddigninger, Opdyrk-
ning af Heder og Plantning. Resultaterne er store
og bliver storre Aar for Aar. Jylland er som for-
vandlet i de forlobne Aartier. Naar jeg nu staar
paa den sydlige Kæmpehoj, som ligger i min Gaards
Mark, og ser ud over Egnen, da ser jeg et spraglet
Tæppe af gronne Marker indkransede af Hegn mod
den skarpe Vestenvind. Hederne svinder mere og
mere; de graa Tage paa Gaardene er for en stor
Del aflost af rode Tegltage, og mange nye Hjem
har rejst sig. Store Plantager ses til alle Sider,
hvoraf min nu er en af de storste. Ganske vist gaar
der en sort Stribe igennem denne, som er Folgen
af en Skovbrand for godt et Aars Tid siden — der
brændte ca. 132 ha af Skoven — men ogsaa denne
Stribe skal atter blive gron.
Jeg mindes min Barndom med Glæde og min
Barndoms Hede, men jeg onsker ikke Heden tilbage,
tværtimod, dens sidste Rest skal ogsaa ind under
Forvandlingens Lov. Der er kommet Farvespil over
Egnen, og der skal komme endnu mere.
Og naar min Tanke gaar fra Hedegaarden og ud
til hele Fædrelandet, da jubler mit Sind i Glæde og
Taknemmelighed. Den uretfærdige Grænse af 1864
er flyttet. Vort Folk har bevaret Villien til Livet,
og vi haaber, at denne Villie fremdeles vil bygge
vort Land og værge det som en lykkelig Arv til de
Slægter, som kommer efter os.
20