Nordens Kalender - 01.06.1930, Síða 33

PAA HALLANDSAAS
Paa Hallandsaas
Af Johannes V. Jensen
De fleste Danske, der har haft Indtryk af norsk
Fjeldnatur, foler den totale Fraværelse af
Klipper i Danmark, et Element af nordisk,
hojnordisk Natur savnes. Der er Bornholm, men det
er jo en Rejse at komme dertil.
Staar det mange klart at man i Virkeligheden kun
er faa Timer, med Toget eller med Automobil, borte
fra nordisk Grundfjeld med den dertil horende vilde
Vegetation, paa Kullen og Flallandsaas?
Ofte soger man det Fjernere forend man kommer
til det Nære; det er gaaet mig saadan at jeg forst for
ganske nylig har været paa Hallandsaas, efter at
jeg mangfoldige Gange, gennem mere end 25 Aar,
er rejst der forbi, paa Vej til Norge. Hvor ofte er
man ikke, paa forskellige Aarstider, kommen gennem
Baastad Station, har set Aasen strække sin svære
Landryg, med sorte Naaleskove og lyse Agerpletter
ind imellem, fra Kysten og ind i Halland, og har sat
en Beslutning til Side om at her vilde man en Gang
staa af — endelig i Aar forte Tid og Lejlighed mig
til Hallandsaas.
Fra Færgestederne Malmö eller Helsingborg er
Turen i Automobil jo Ingenting; Farten gaar over
den skaanske Slette, en dejlig gron Rendebane, med
gammelt frodigt Bondeland.
Som Dansk er man jo ikke mere i Stand til at
fole nogen regret over at Landet har været dansk og
ikke er det længere; er der i Virkeligheden andet
der skiller Skaane fra Danmark end Gresund,
og at man histovre har Venstrekorsel? Og
dog har man en gammel indre Dimension som
sker Fyldest, naar man genser disse Landskaber,
som rummer Minder om saa megen fælles
dansk-svensk Historie, en Geografi i Folelsen der
er tilladt, og som man maa haabe snarere næres af
Fremtiden end tager af. De moderne hurtige
Trafikmidler bl. a. hæver over andre Slægters
snævre Nationalisme.
Paa Hallandsaas erNaturen allerede typisknordisk,
vild Skov, med en henrivende Blanding af Birk og
Naaletræer, Lyng i Bunden, hvor Grundfjeldet hist
og her bryder igennem med store skurede Gulve, en
Vellyst for Fodderne at staa paa, man kommer hjem,
naar man faar Fodfæste der; de mange kuplede og
cypresformede Enebærbuske er uadskillelige fra et
nordisk Landskab af denne Type; helt mangler
Enebær jo heller ikke i Danmark, det er vor Sjæls
Træ. Ronnen pynter med sit fine fligede Lov, og
Aspen flimrer med Kronen, Lov og Briser og Solskin
blandet sammen, noget gammelt og noget ungt
— Ah! Danmark har haft en lignende Landskabs-
type, da Elgen færdedes i Landet; spoger det i Erind-
ringen og Instinktet endnu?
Men op i Hallandsaas gaar endnu Bogen, det
danskeste Træ, ikke de hojstammede sojlebaarne
Skovtræer vi kender fra Dyrehaven, men enkelte
isolerede, undersætsige Træer, tætte i Kronen og
ligesom mere haarde i Lovet, væbnede mod koldere
Nætter, men det er vor Bog, og den giver den syd-
svenske Skov noget ekstra benaadet, som et kvinde-
ligt Selskab.
Alt paa Hallandsaas er endnu Natur, et Udgangs-
punkt og en Reserve som man ængster sig for at
miste andetsteds. Og Befolkningen har Natur, her
er Almue, et Begreb som er gaaet tabt i Danmark.
Paa Hallandsaas ryddes endnu, det lille Landbrug
arbejder sig frem, med Ild og 0kse, som i en Urtid,
her ser man Typen paa Torpet, den lille aabne
Rydning i Skoven, som har givet Navn til saa mange
danske Landsbyer for adskillige Aarhundreder siden,
her er Torpet endnu friskt. Man kan se alle Stadierne,
de allerede indvundne Agerlapper omkring Hus-
31