Nordens Kalender - 01.06.1930, Qupperneq 58

I GRAALYSNINGEN
Det kan jo ikke være forbi mellem os to, Lydia —
LYDIA (fortvilet): Det er jo forbi —
CATO (sagte, alvorlig): Nanna har lidt likesaa meget
— hun vil los, hun og —■
Engang siden, Lydia — om aar kanske — naar vi
bare visste, vi vilde træffes, kunde prove, hvis vi
turde, om vi kunde finde os tilrette i livet —.
LYDIA: Tror du kanske, Nanna vilde skilles, hvis
hun visste, du hadde været her hos mig idag?
(Cato tier).
LYDIA: Nei Cato— om aar kanske, som du sier —
saa er jeg blit igjen, som jeg har været det i de
sidste aarene —.
Ikke lykkelig og ikke ulykkelig — noksaa til-
freds — med sorger og glæder, av Else — men
færdig med livet for min egen regning.
Jeg kan ikke begynde paa at leve igjen — for
jeg kan ikke dromme og gaa i morket mere, som
du talte om.
(Brutalt) Og du har de to smaa guttene dine —
den lille fyren med hareskaaret —
CATO (ser uforstaaende, smertelig op).
LYDIA (omt): Jeg tænker paa den lille stakkaren —.
CATO: Skal jeg gaa?
(Lydia nikker.)
CATO (paa graaten): Farvel da —
(Lydia nikker igjen. Idet han ncermer sig doren,
sier hun): Else skal komme op til dig i sommer
en lang tur — det lover jeg dig —
Hun skal lære at være saa glad, saa glad i dig —.
CATO: Aa Lydia —.
(I doren, sagte): Vink til mig i vinduet da Ly-
dia —.
LYDIA (hen til ham, kysser hamfort): Vær snild mot
mig, Cato — gaa nu —.
Cato gaar.
Lydia tar sit lommetorklcede. Torrer oinene. Gaar
langsomt til vinduet. Saaputter hun lommetorklædet
ind paa brystet igjen. Titter ut bak gardinet, som
hun holder frem foran sig. Hun glir hulkende ned
paa en stol i vinduskroken. Hulker mere og mere.
Tceppet.
56