Nordens Kalender - 01.06.1930, Síða 71

THOMAS LANGSOM OG KVINDERNE
Thomas Langsom og Kvinderne
Af Johannes Buchholtz
De kaldte ham Thomas Langsom -— et Navn
skal Folk jo have. Han var ellers ikke lang-
sommere end andre Folk, men Tilnavnet
var kommen af hans staaende Udtryk: Far stille!
Han for stille med alt det, han havde med at gore.
Han havde mange Bihuse omkring sin Hytte, og den
der passer Bier skal fare langsomt. Bien er hurtig
og hidsig, men naar man gaar stille til den, saa over-
fores Ens Ro til den — eller den skammer sig over at
gaa angrebsvis til Værks mod en, som er den saa langt
underlegen i Hastighed. Thomas Langsom kunde
staa med begge sine magre Hænder i Kuben, og
Bierne kravlede i Lag over dem, saa det saa ud,
som om han havde tykke, laadne Vanter paa. Og
de stak ikke -— ja, det vil sige — undertiden stak
en enkelt af dem jo alligevel. Harmen lob af med
den, saa den ikke kunde dy sig, men jog sin Brod
dybt ind i Thomas’ Haand. Saa gjalt det om at
bide Smerten i sig og fare stille — ikke rykke Haanden
til sig, for det vilde blive opfattet som en Udfordring.
Maaske kunde det koste Thomas hans Liv. Men
Thomas tog taalmodigt mod de enkelte vrede Stik,
han hyppede bare lidt med Tungen: Sy-sy-sy! og
lod Giften virke.
Sommetider slog Bierne sig ned paa hans Ansigt.
De gik over det, som Turister myldrer over en
Egn for at lære den at kende, besteg Næsens stejle
Klint, standsede tvivlraadigt foran Hulerne under
samme Klint, gik paa Skovtur i Fuldskæggets
falmede Skove, og spejlede sig nysgerrigt i de to
Soer nedenfor Pandens solaabne Slette. — Sy-sy-sy!
sagde Thomas stille. Han var vel nok ræd for sine
0jne — tænkte ogsaa nu og da paa at anskaffe sig
et Bislor. Men saadan et kostede Penge, og af dem
havde Thomas ikke mange. Han var Klokker, Fyr-
boder og Gravkaster ved Dalby Kirke. Disse Em-
beder indbragte ham tilsammen 30 Kr. om Aaret.
Man skulde fare stille med Pengene for at faa dem
til at slaa til. Naa, der fulgte jo ogsaa flere Smaa-
indtægter med ved Bryllup, Barnedaab og Begravelse
— og lidt for at passe de rige Folks Grave. Det
kunde godt gaa an, naar ellers Vorherre gav milde
Somre med mange Blomster til Bierne. Desuden er
der jo altid gode Mennesker i Verden: I Dalgaar-
den kunde Thomas uden Vederlag hente sig et Par
Potter Mælk hver Dag i Aaret -— og i de andre
Gaarde tænkte de paa ham, naar der var Slagt og
Bagning. Aa ja, der var meget at være taknemmelig
for i denne Verden — og Thomas Langsom var
taknemmelig, han huskede en Velgerning 20 Aar
igennem. Naar en Gaardkone havde givet ham et
Par Polser, saa kunde hun faa klinket gratis til
Gengæld Resten af Livet. Er den ene Villighed
ikke den anden værd? Jo, det syntes Thomas —men
forovrigt kunde dette Klinkeri undertiden bringe
ham til Fortvivlelse — aa, som saadan en revnet
Sauceskaal kunde drille — den vilde ikke klinkes
—• den grinte med sin skaarede Mund op imod
Thomas, og knækkede sammen under en raslende
Latter, hvor stille han end for med sit Drilbor og
sine Messingklinker.
Noget skal et Menneske vel have at slaas med i
denne Verden, Thomas havde kun Klinkerne. Ja,
og saa Kvindfolkene. Men de to Ting kunde ikke
udenvidere sammenlignes, for Klinkerne var ene
Drilleri, men Kvindfolkene — ja, der er nok lidt
Malor, men ogsaa mange Glæder ved dem — rent
ud sagt: Hvad er et Liv uden Kvindfolk? Det er
Liv saa ode og trist som den goldeste Sandmark.
Og farer man blot stille med dem, saa gaar det
ligesom med Bierne, de stikker ikke, eller kun en
sjælden Gang, og da nærmest af Vanvare.
69