Nordens Kalender - 01.06.1930, Blaðsíða 73

THOMAS LANGSOM OG KVINDERNE
over Karen, hun fik Groden kogt og stillet frem
for Thomas. Selv sad hun ved den anden Bordende
sammensunken og stirrende frem for sig ud af det
morke Telt, hendes Haar dannede.
— Skal Du ingenting ha’? spurgte Thomas.
Hun tog sig sammen og hentede Tallerken og
Ske frem til sig selv. Jovist — hun skulde da spise
— hun havde bare glemt det i Gjeblikket. Hun
strog Haaret tilbage over Skuldrene med trætte
Hænder og loftede sorgmodigt paa Skeen. Saa-
ledes gik Dagene. Karen var kommen langvejs fra.
Hendes Plejeforældre havde læst Avertissementet og
fæstet hende til Thomas. De havde paa Forhaand
sagt, at hun var noget tungsindig af sig, saa Thomas
havde ikke noget at beklage sig over. Det gjorde
han heller ikke, han hyggede sig godt i Stuen med
hende og sogte at faa det bedste ud af hende, som
af al Ting. Hun var jo trofast — aldrig skulde man
finde hende paa de gale Veje — altid var hun hjemme
ved Huset. Ingen Grineri eller Sladder med hende
— nej saadan var hun ikke. Og saa var hun kon.
Der var meget at sætte Pris paa hos Karen. Hun
var noget langsom til Arbejdet, men det gjorde
ikke saa meget. Alt i alt var Thomas godt tilfreds
med Karen. Hun var hos ham to Aar, og hvis det
havde staaet til ham, kunde hun være blevet der titil,
men nu kom der Bud fra hendes Stedfader, at man
havde Brug for hendes Nærværelse •— hun skulde
sige op til i. Maj og komme hjem.
•— Saa skal jeg af med Dig, Karen, sagdeThomas
sorgmodig.
— Ja, sagde Karen med et dybt Suk.
■— Og saa skal jeg vel til at se mig om efter en anden
Husholderske. Det er snart det værste af det hele.
Karen nikkede.
Thomas satte en Annonce i Bladene, og der kom
et Par Billetter. Han læste dem hojt og sukkede
over det vanskelige Valg.
-—- Bare Du kunde hjælpe mig at finde den rette,
sagde han hen for sig. At Karen virkelig skulde
hjælpe ham, faldt ham ikke ind — hun sad jo sæd-
vanlig tavs i sit morke Telt.
Men pludselig rakte hun ud efter Brevene og
gennemlæste dem med rynket Pande.
— Jeg tror ikke, Du faar Glæde af nogen af de
Piger, sagde hun.
Det gav et Sæt i Thomas. Karen havde udtalt
sig — det skete sjældent. Hendes Stemme havde
en sær profetisk Klang. Maaske var hun synsk.
Han trængte ind paa hende, men der var ikke yder-
ligere Oplysninger at hente, hverken denne Dag eller
de folgende. Saa bestemte han sig under Suk og
Bæven for Oline Pedersdatter. Han var hverken
Grafolog eller synsk, men han tog den ældste af
Ansogerne — dette mente han gav en vis Sikkerhed
mod Overraskelser. Oline var 47.
— Du maa godt rejse et Par Dage for Majdag,
hvis Du har Lyst, sagde han til Karen.
Men det havde Karen ikke Lyst til, hun var
trofast til det sidste. Hun pakkede ikke engang sine
Sager sammen. Flere Gange traf Thomas hende
grædende, men naar han spurgte, hvorfor hun græd,
svarede hun kun med en Hovedrysten.
Majdagen oprandt, Thomas havde laant Be-
fordring hos en Nabo og holdt for Doren.
— Ja, bitte Karen, saa ved jeg ikke-----?
Det var let at se paa Karen, at hun ikke var færdig.
Haaret flod om hende. Hendes smaa Billeder hang
endnu paa Væggen over Sengen.
Thomas talte godt for hende og gav sig Tid.
Hesten gumlede paa de gronne Poppelblade udenfor
Vinduet. Man skal fare stille med Kvindfolk, tæiikte
Thomas. Naar Karen ser at den anden kommer,
saa gaar det nok op for hende, at hun maa af Sted.
Han klappede Karen paa Skulderen og korte til
Stationen efter Oline.
II
Et Par Timer efter var Thomas tilbage. Hesten
fortsatte med Poppelgrenene. Han begyndte at lofte
Kommoden ned fra Vognen. Hans Hjerte bankede af
Spænding. Havde Karen faaet sine Sager lagt ned
— eller hvad tænkte hun paa? Oline stod med
Haanden paa Vognens Bagsmæk og saa til, at Kom-
modens Maling ikke blev skrammet. Hun var meget
forskellig fra Karen — for det forste ældre. De 47
Aar hun havde opgivet i Brevet, slog næppe til,
der maatte vist lægges 10 til. Og saa var hun lille
og spids. Hun havde ikke Antydning af Ojenbryn
og hendes Haar — hendes ganske tynde Haar — var
lyst som Halm — men uden Glans. Som fjorgammelt
Halm, der har ligget ude i Vintervæden. Hendes
71