Nordens Kalender - 01.06.1930, Qupperneq 76

THOMAS LANGSOM OG KVINDERNE
saa bestemt. Oline havde faaet noget lurende over
sig. Hun slap ikke Karen af Syne og hendes lille,
torre Hjerne arbejdede paa at finde ud af, hvad
der laa bag ved dennes mystiske Ord.
Saa oprandt Torsdag. Karens Stedfader kom — en
grov og larmende Mand. Han værdigede ikke
Karen en Hilsen skont han ikke havde set hende i
nogle Aar.
— Kan Du saa pakke Dine Sager sammen, bitte
Karen, sagde Thomas, mildt.
— Hvad skal det sige — har hun ikke pakket
sammen endnu! Se at faa lidt Fart paa Dig, Dit
Drog! sagde Stedfaderen.
— Ja ja, det haster jo ikke saa farligt — jeg skal
forst laane Yogn til Jeres Befordring ■— og Du skal
have en Bid Brod.
Medens Thomas var borte, lagde Karen lydigt
sine Sager ned og laaste Skufferne een efter een.
— Giv mig Noglen, at Du ikke gaar og smider
den væk, sagde den fremmede. Han stod midt i
Stuen som en Varde af utilhugne Sten. Karen rakte
ham Noglen.
— Hun siger, at hun ikke kommer til at rejse,
hvislede Oline. — Det har hun sagt endnu i Nat
og i Morges.
— Haa haa!
hente Dig. Og det har han lovet, naar jeg vil betale
Rejsepengene. Du kommer til at folge med enten
med det gode eller med det onde. Du har været en
god og trofast Pige — jeg skal aldrig sige andet —
men Oline er fæstet, det er Du ikke.
Store Taarer randt ned ad Karens Kinder. Thomas
holdt ikke ud at se paa hende, han gik op i Kirken
og lagde sig for Natten i det nederste Stolestade.
Da han om Morgenen kom hjem, ventede han
at finde Karen i det dybeste Tungsind, men hun
var tværtimod roligere og mere ligevægtig end i
lange Tider. Han strog hende over Skulderen som
Undskyldning for det han havde gjort, og hun saa
op paa ham med store, sugende, men taarelose
Ojne.
— Hun siger, hviskede Oline, — at hun rejser
ikke alligevel — at hun nok skal komme til at blive
her længer end mig! Olines Stemme var omsider
bleven hæs af den umaadelige Syngen, den lod,
som naar to Knive hvæsses mod hinanden.
— Aa — vist ikke, sagde Thomas. — Karen er
jo en fomuftig Pige. Skæbnen kan man ikke gore
noget ved.
— Jamen, det siger hun — det siger hun lige
74