Nordens Kalender - 01.06.1930, Qupperneq 77

THOMAS LANGSOM OG KVINDERNE
Thomas kom tilbage. Hesten loftede Mulen og
snappede af Poppelgrenene udenfor Vinduet. Karen
sad sammensunken i Ovnkrogen. Mændene loftede
hendes Kommode paa Vognen, saa gik de ind for
at tage en Bid Brod inden Afrejsen.
— Kom Du ogsaa til Bordet, Karen, husk paa det
er sidste Gang, sagde Thomas med bævende Rost.
Men Karen rorte sig ikke.
— Hun er meget tungsindig — men ellers trofast
og flink i alle Maader, sagde Thomas undskyldende.
Den fremmede Mand stoppede Brod og Spcge-
kod i Munden. Han holdt ikke af at hore om denne
Tungsindighed — den forringede Værdien af hans
Plejedatter, ganske som Krybbebideri forringer en
Hest. Oline hentede Kaffekanden i Kokkenet. Da
hun kom tilbage, saa hun, at Karens Plads var tom.
En sær Uro greb hende, men hun sagde ikke noget
til Mændene — bag i Vognen stod Karens Kommode
— et Menneske og dets Ejendele horer vel sammen.
Saa udbetalte Thomas de 15 Kr. i Rejsepenge.
Stedfaderen lagde dem i Tegnebogen og gik ud.
Han steg til Vogns uden at se sig om. Thomas
losnede Tommen og spejdede om Hushjornet.
— Karen, kaldte han, — kan Du saa komme,
bitte Karen!
Men Karen kom ikke. Oline sprang Huset igennem
— hun var paa Loftet og i Torveskuret. Karen
fandtes ingen Steder.
Thomas bandt Hestens Tomme, og den frem-
mede steg under svære Forbandelser ned fra Vognen.
De begyndte at soge alle tre — i Haven — ud over
Toften — i Fyrreplantningen — længere og længere
bort som Uroringe i Vand. Med eet lod der hæse
Skrig fra Oline — hun havde funden Karen i det
lille Mosehul mellem Bakkerne.
Karen var dod. Mændene droftede Hændelsen.
Den ene af dem græd, den anden bandede. Tabet
af Pigen var ikke stort -— hun havde Fejl, hun var
tungsindig. Men at befordre et Lig saa langt som
til hendes Hjem, vilde koste en urimelig Sum Penge.
Jernbanen forlangte nok Zinkkiste. Mændene tog
Hest og Vogn og korte til Sognefoged og Præst.
Det blev dem klart, at Karen maattejordespaaDalby
Kirkegaard. Plejefaderen betalte Rejsepengene til-
bage og tog alene hjem.
Saa fik Karen sin Tue mellem de andre Tuer,
som horte under Thomas Langsoms Varetægt. Oline
havde haft en vis Sejrsglans i Ojnene de forste Dage
efter Ulykken, men senere gik Humoret fra hende.
Hun sang aldrig mere sine Viser, det var, som om
Karens Tungsind var gaaet i Arv til hende. Det
nagede hende, at hun trods al sin Klogskab og
Dygtighed var bleven den lille i Kampen med Karen.
For vel havde hun, Oline, Thomas for sig selv ved
Maaltiderne og om Natten -— men Dagen igennem,
Dognets længste Tid, var han langt nærmere ved
Karen. Saa havde hun dog faaet Ret, den lede Kvind,
at hun skulde beholde Pladsen længst af de to!
Oline græmmede sig, hun sagde op, og da Novem-
berdag kom, korte Thomas hende og hendes Kom-
mode hen til en anden gammel Stodder, der savnede
kvindligt Selskab og Hygge.
75