Nordens Kalender - 01.06.1930, Qupperneq 92

SAGN FRA DET GAMLE HINDSGAVL SLOT
»Gammel Slot». Den Hoj hvorpaa det gamle Hindsgavl laa
tes han at det blev vanskeligere og vanskeligere at
bryde op.
Da hændte det en Dag, som han stod i Riddersalen
og saa’ over mod Fænos Skove, at den skonne Dame
sagte kom ind ad Doren. Han mærkede hende ikke for
hun stod tæt ved Siden af ham. Langsomt hævede hun
sine 0jne mod hans, — hendes Blik var som en bundlos
S0, det sugede og brændte. Mod sin Vilje droges han.
Med et vildt Raab greb han hende i sine Arme. . . —
Dagen efter skænkede hun ham en Guldring. Han tog
den. Der var sære Ting indgraverede paa dens Flade:
smaa Ansigter med spidse Hætter, Kors. — Han satte
den paa sin Finger og gav hende sit Troskabslofte. Men
han vidste ikke, at der var ovet Trolddomskunster over
Ringen, og at den, hvis han nogensinde brod sit I.ofte,
vilde fore Ulykke over ham.
Nu var det saa, at Ridderen, for han kom til Borgen,
havde bundet sig til en anden Kvinde, og da han blev
hende utro for den skonne Dames Skyld, vaagnede hans
Samvittighed, og Billedet af hans forste Kærlighed stod
Dag og Nat for hans indre 0je. — Da hun, som troede,
at hans Tanker ene dvælede hos hende, mærkede hans
fraværende Sind, forvandlede hendes Kærlighed sig til
Had. Hun forbandede sin Elsker og gav Befaling til
at indespærre ham. — Idet han fortes over Vindebroen
til Slottets Fangehul, siges det, at han rev Ringen af
sin Haand og kastede den i Havet. — Dog, selv om
Kærlighedspantet var borte, ovede den skonne Dame
alligevel Trolddom over Ridderen: — han sygnede hen
og dode en ussel Dod i Borgens morke Kælder.
For henved 40 Aar siden gik en Eftermiddag den
Hindsgaul Fisker i Strandkanten under det gamle Vold-
sted og gravede efter Orm til Madding. Idet han trak
Greben op, glimtede der noget gyldent mellem Sandet.
Han saa’ og saa’ . . han gned sine 0jne, men det gyldne
Skær blev ved med at lyse imod ham. Da han bojede
sig ned laa der en Guldring med underlige Forsiringer.
Sære Tegn var det, som stod paa den: smaa Ansigter
med spidse Hætter, Kors . . . Fiskeren havde i sin Barn-
dom hort om Trylleringen og om den skonne Dames
Trolddomskunster. Han syntes næsten, at den Ring
var kommet til ham paa overnaturlig Vis. Han tog den
og bragte den op til Herremanden. Denne gav den til
sin Datter. I sin sorglose Ungdom tænkte hun ikke
paa Trolddomskunster eller Rænkespil, men fra den
Dag, hun begyndte at bære Ringen, forandredes hendes
livsglade Tilværelse. Sorger og Modgang meldte sig,
og hendes Sind blev uroligt og tungt. — Da randt
ogsaa den gamle Historie om Trylleringen fra Hegnes-
gavels kongelige Slot hende i Minde. Tankerne tog Fart,
og i navnlos Rædsel gav hun Ringen fra sig.
Ringen findes endnu, dog ingen, der kender Sagnet,
vil rere den, endsige bære den og derved udsætte sig
for den skonne Dames Magt. Kun de færreste tænker
90