Nordens Kalender - 01.06.1930, Síða 93

SAGN FRA DET GAMLE HINDSGAVL SLOT
paa, at Ringen maaske er kommet frem til Dagens Lys
for at den onde Vilje, der er bundet i den, kan blive
udlost . . .
I Aaret 1694 hærgedes de danske 0er af en frygtelig
Orkan. Bolgerne stod op om Hegnesgavels Mure, og
hvad Svenskerkrigen ikke forinden havde odelagt, tog
disse. Den gamle Borg faldt. Tilbage stod kun en sorge-
lig Ruin. Kongens Kasse var tom, der var ingen Midler
til at genrejse Slottet. De brostfældige Mure blev solgt
til Nedbrydning. De svære Kampesten, de rode Munke-
sten fortes over til Landtungens nordostlige Side, og
af dem opfortes Hindsgauls nye Hovedbygning.
Prinsesse Frederikke Amalie af Gottorps forhen-
værende Kammerpage, Cai Ahlefeld, var en Tid lang
Gaardens Ejer. Om ham fortælles der, at han elskede
Hindsgauls skonne Natur, og at han anlagde Haver om-
kring Hovedbygningen og plantede smukke Træer og
Buske. Endnu staar en gammel, knudret Eg ved Vejen,
der forer fra Byen Middelfart til Hindsgaul; den kendes
under Navnet »Cai Ahlefelds Eg». Dens krogede Grene
bojer sig ud over Korevejen, og de begunstigede, som
kan se og opfatte de Ting, der ikke rigtig horer denne
Verden til, fortæller, at der ved hver Midnatstime korer
en gammeldags Karet, forspændt med fire sorte, prustende
Hingste ind under Egens lavt hængende gronne Lov.
Men de sælsomme Skygger, som staar paa Vejen, for-
skrækker Hestene, de tager Magten fra Kusken, og Vogn,
Heste, Kusk og Herskab styrter ud i en nærliggende
bundlos Dam. Underligt nok fortæller Folkehistorien
om den samme Begivenhed, men tilfojer, at i Vognen
sad en fornem Dame med sin Datter. De drog mod
Hindsgaul, for Herremanden havde fæstet den unge
Jomfru til sin Brud. Men han ventede forgæves, og
hver Nat kalder hans Længsel hende tilbage til Jorden.
Hver Nat gentages det samme om og om igen: — med
Rædselsraab begraves hans Forhaabninger i den bund-
lose Dam. — Herremanden blev sin Kærlighed tro;
han giftede sig aldrig, for Billedet af hans unge Brud
levede i hans Hjerte. Ofte, naar han ved Aftentide
spadserede i Hindsgauls skonne Haver, troede han at
se hende for sig som en lysende hvid Skikkelse, der
vinkede ham til sig, men naar han vilde gribe hende,
forsvandt hun ud over Havens Terasser, bort i Havets
Taager.
Andre af Gaardens Herrer har ymtet om, at de har
modt den hvide Dame, men naar de vilde folge hende,
var hun borte.
Nu i Tiden er det unge Mænd og Kvinder fra Nordens
Riger, der om Sommeren, naar Aftenskumringen falder
paa, soger efter den hvide Dame i Hindsgauls Haver.
Nogle enkelte paastaar, at de har skimtet hendes sarte
Skikkelse, men de fleste spejder forgæves, thi Evnen til
at »se» er ikke givet enhver, og naar de unge, som her
paa det gamle Herresæde soger at danne et virkeligt
Kulturcentrum, lader deres friske, sunde Latter hore,
skabes Ojeblikkets Glæde, som forjager de tunge Skygger:
— Fortidens uhyggelige Minder — der horer Spogel-
sesverdenen til.
91